Når en mand frivilligt melder sig til at grille, sættes en række af begivenheder i bevægelse:

Rutinemæssigt:

1. Kvinden køber maden
2. Kvinden laver salat, forbereder grøntsager og laver dessert
3. Kvinden forbereder kødet, marinerer mv, placerer det på en bakke sammen med de nødvendige køkkenredskaber og saucer, og tager det med ud til manden, som er placeret ved siden af grillen – med en øl eller et glas rødvin ved hånden
4. Kvinden forbliver fortsat udenfor den obligatoriske tremeters zone, hvor en overflod af testosteron og andre mandlige aktiviteter kan finde sted uden indblanding fra kvinden

Her kommer den vigtige del:

5. Manden placerer kødet på grillen

Mere rutine …

6. Kvinden går ind for at organisere tallerkner og bestik
7. Kvinden kommer ud for at fortælle manden, at kødet ser lækkert ud. Han takker hende og spørger, om hun vil hente endnu en øl eller et glas vin, mens han vender kødet.

Vigtigt igen:

8. Manden tager kødet af grillen og giver det til kvinden

Mere rutine:

9. Kvinden forbereder tallerkner, salat, brød, tilbehør, servietter og saucer og sørger for, at det hele kommer på borde
10. Efter spisning sørger kvinden for at rydde af bordet og vasker op

Og vigtigst af alt:

11. Alle roser manden og takker ham for hans madlavningsindsats
12. Manden spørger kvinden om hun nød sin friaften, og når han ser hendes irriterede reaktion, konkluderer han endnu en gang, at det bare er umuligt at glæde kvinder!

…

Retfærdigvis skal det siges, at Manden her i huset sagtens kan planlægge, købe ind, klargøre kød, marinere og grille kød, pølser og brød. Han er også god til at tænde op i grillen og rense den. Når vi ikke lige taler om grill, men almindelig dagligdags madlavning, er Han en troldmand i køkkenet – til stor glæde for mig.

2009 blev væk.
Ud fra antallet af blogindlæg i min blog her i løbet af året 2009 … var det et ret begivenhedsløst år.

Tvært imod.

Det var et på alle måder yderligtgående år.
Jeg har været igennem flere måneders stillesidden med benet op gr. brækket fod – ja, faktisk har det meste af familien været på krykker henover året. Heldigvis på forskellige tidspunkter.

Arbejdsmæssigt har alt stået på den anden ende. Ny direktør, som viser sig at være manipulerende, tromlende og en temmeligt ubehageligt grænseoverskridende. Eller rettere: Fuldkommen blottet for fornemmelse for andre mennesker. Uha – tidligt har jeg lært, at der kun er ét valg, når man har med den slags mennesker at gøre: Dominér eller flygt.

Så tog jeg et skridt ind i de cirkler, hvor det måske er muligt at komme til at dominere.
Dét arbejder jeg på nu.

Så … jo, 2009 blev væk. I travlhed og vildt mange udfordringer. Året blev ikke væk i kedsomhed – det forsvandt i udfordringer.

*ser mig om efter en seng at sove i*

Blachman, du har ret i, at unge har et potentiale, som endnu ikke er udviklet – og at AS måske har det også. Men du mister din troværdighed, når du ikke tager stilling til det, som sker i konkurrencen lige nu.

Der var ingen tvivl om, hvem der sang bedst og hvem der var stjerne den aften. Man kan jo ikke konkurrere mod gætterier om fremtiden – og det er vel heller ikke det, denne konkurrence går ud på. Konkurrence må stå mellem det, som reelt sker lige nu i denne konkurrence.

Måske er det i virkeligheden det bedste, som kunne ske for Seest. Han oplever nu, at danskerne kommer op af sofaen og melder sig ind i støttegrupper på Facebook og blogger om det i blogland, fordi retfærdighedssansen er blevet trigget.

Held og lykke, Seest. Kæmp for det – dit talent er det værd og du fortjener det.

Speedtest

Glæder mig til juleferie. Ikke fordi det er jul – men fordi det er ferie.

Fri.

Ingen møder, ingen beskrivelser, ingen oplæg, ingen taler, ingen medarbejdere, ingen nytænkende initiativer, ingen planlægning.

Intet vækkeur, ingen rengøring, ingen forpligtelser, ingen fritidsaktiviteter, ingen aftaler, ingen madpakker.

Der er bare traditioner, hvor alle ved, hvad der skal gøres, hvem, der skal gøre det, hvornår og hvor det skal gøres. Der er familiesammenkomster, hvor jeg bare kan være. Sådan bare være. Og blive holdt af for netop dét.

Så behøver jeg ikke være fremme i skoene, foran, hurtig, karismatisk, troværdig, overbevisende eller klog.

Jeg skal bare være mig.

Det er nok.
For en stund.

180grader.dk skriver videre, at man i undersøgelsen kan læse, at knap 200.000 højtuddannede kvinder i Danmark arbejder mindre end 37 timer om ugen. Og man kan ifølge en – kvindelig – afdelingschef i Lederne, Trine Thorning, ikke gøre lederkarriere, hvis man “end ikke vil arbejde fuld tid”.

—-

Retfærdigvis skal jeg sige, at jeg ikke har læst den pågældende undersøgelse. Jeg har kun læst Oles artikel på 180grader.dk. Og det er længe siden, jeg har hørt mage til manipulerende, oldnordisk sludder.

Er det kvindernes egen skyld, at de ikke gør karriere?
“Når de nu ikke engang vil arbejde fuld tid og heller ikke engang vil være på arbejde mellem 16 og 19?”
Er det kun derfor, der er færre kvindelige ledere – mon?

Det er meget længe siden, jeg har haft en fast arbejdstid. Jeg har heller ikke noget kontor. Min bærbare computer og min mobiltelefon er min arbejdsplads og jeg kan arbejde når-som-helst og hvor-som-helst. Jeg kan komme i kontakt med min chef og mine kolleger/medarbejdere når-som-helst og hvor-som-helst.
Jeg har også børn, som jeg prioriterer meget højt – og når jeg skal arbejde om aftenen, kan det sagtens passe ind i børnenes fritidsaktiviteter.

Nej, det er s’gu ikke derfor, der er færre kvindelige ledere. I hvert fald er det ikke længere grunden. Det er derimod arbejdsmarkedet (hvem er det?), som stadig hænger fast i en forældet overbevisning om, at man absolut skal gå på arbejde i et fast tidsrum – og at det så også er nødvendigt at “være synlig” mellem kl. 16 og 19, hvis man skal have en chance for at blive leder som kvinde.

Sådan er virkeligheden og arbejdsmarkedet ikke længere skruet sammen.

Så hvorfor mon der stadig ikke er så mange kvindelige ledere?
Mon de bliver valgt … hvis de er i den fødedygtige alder – eller i den alder, hvor børnene stadig er små?
Jeg tvivler.
Og mon kvinderne er klar over, at det fint kan lade sig gøre at prioritere familien og samtidig være leder? Næppe. Sådanne artikler som den nævnte i 180grader.dk bidrager jo ikke ligefrem til, at kvinderne kan tro, at det er muligt.

Der er så uendeligt mange måder at manipulere mennesker – og i dette tilfælde kvinderne – til at tro, at noget ikke kan lade sig gøre. Man skal bare skrive en artikel om, at det er deres egen skyld og så forklare, hvorfor de selv har valgt mulighederne fra.

Har “arbejdsmarkedet” råd til at lade være med at tilpasse sig de nye, virtuelle muligheder for at arbejde?

Har “arbejdsmarkedet” råd til at undvære de kvindelige ledere?

Måske det ville være noget mere fremsynet at bringe artikler om, hvor mange muligheder der er for både at være kvinde, leder OG prioritere familielivet.

Tilføjet 6.12.08: Jeg har fundet denne artikel af Dorte Toft: “MIT vinder på opgør med kvindefjendtlig kultur”, klik her: http://www.version2.dk/artikel/4361?highlight=bailyn. Artiklen er publiceret på Version2 – og handler om den ubevidste kønsdiskrimination, som vi stadig ligger under for. Spændende!

Jeg er en kommafreak.
Betragter mig selv som én, som har rimeligt godt styr på
det danske sprog, grammatikken og kommaerne.

Jeg er sådan en frygtelig, perfid perfektionist på lige netop det område, at jeg bliver irriteret over at læse en god bog – hvis der er rod i tegnsætningen. Forkert tegnsætning kan forstyrre så meget, at jeg går glip af budskabet.

Jeg synes selv, at det er lidt arrogant

Men – det er sådan, det er. Og hensigten er jo ikke at være arrogant.
Hensigten er dybest set, at jeg bare gerne vil have lov at læse sætningerne, så hurtigt jeg nu kan – og skabe billederne på min indre billedskærm uden at blive forstyrret af dumme-fejl.

Jeg ved godt, at jeg også selv laver fejl. Især efter det nye komma – som blev til det gamle igen – eller som man så nu selv kan vælge at bruge eller ej.
Nu … er jeg forvirret. Og gør det bare så godt, jeg kan – og som jeg synes, det skal gøres.

Fuldstændig ligesom alle de andre kommamongoler, som aldrig har gidet lære tegnsætning.

Nå.
Det, jeg egentlig ville sige, var, at jeg har fundet en hjemmeside, som kan hjælpe mig, når jeg bliver alt for frustreret. Eller når jeg skal hjælpe min søn med kommatering efter de nye regler, som jeg sandt for dyden ikke kan finde ud af. Mig, som ellers altid har været super-over-komma-freak-perfektionist.

Og tænkte, at der nok findes mennesker derude i verden, som ligner mig … lidt.
Derfor deler jeg linket med dig

 Sproget.dk

Ham, som jeg forlod efter 6 år, fordi jeg følte, vi udviklede os i hver sin retning.
Og som jeg aldrig siden talte med.

Jeg mistede også min bedste ven dengang. Og jeg vidste, at han ikke forstod og at han ikke er den, som tilgiver, hvad han opfatter som svigt og forræderi. Så jeg så ham ikke igen.

Har tit tænkt på ham og vores tid sammen med glæde, anerkendelse og taknemmelighed. Og jo, skyldfølelse også, fordi jeg under alle de gode grunde alligevel følte, at jeg svigtede.

Og så skulle hans lillesøster, som stadig er min veninde, giftes. I lørdags.
Jeg var inviteret, selvfølgelig sammen med Manden.

Inden brylluppet talte vi en del om, Manden og jeg, hvordan det mon ville blive at se ham igen. Efter så mange år. Efter så mange følelser. Manden tog det hele med stoisk ro. Han så frem til at møde den “første kæreste”, som han har hørt så meget om. Hvilede i sin viden om, at han og jeg har et helt unikt forhold.

Jeg var lidt mere urolig. Ikke af tvivl i forhold til mine følelser – men af … ja, hvad var det dog?
Gamle følelser af svigt og dårlig samvittighed. S’gu!
Fordi jeg forlod min første kæreste og dermed svigtede den følelse og forståelse, vi begge i vores uskyld og ungdom troede, vi havde.

I virkeligheden bunder følelsen vel mere i, at jeg ved at gå fra ham dengang – også smøg min egen barnlige uskyld af som en for gammel frakke, jeg lod ligge på gulvet for senere at skille mig helt af med den.
Det var jo næsten det samme som at trampe på det, der var.

Det har taget mig en del år at forstå, at det ikke var det, jeg gjorde. At jeg bare blev “voksen” og ikke længere passede sammen med min første kæreste. At vores liv, vores værdier og vores ønsker til fremtiden var vidt forskellige – og at jeg ikke kunne blive i det. Jeg mærkede det jo – dengang.

Og så var han dér.
Førte sin lillesøster op ad kirkegulvet. Min veninde og vidne til mit liv gennem mange år.
Og ham, som et menneske fra fortiden. Forandret og alligevel den samme.
Forlegen, som altid ved højttidelige begivenheder. Jo, jeg kender ham stadig.

Jeg kender ham stadig.
Derfor vidste jeg også, at han ville flygte fra det hele ved at drikke.
Derfor gjorde det ondt, da han forsøgte at lægge afstand mellem os ved at sige “Darv”.
Fordi jeg stadig kender ham – og ved, at han lægger afstand, fordi han ikke har tilgivet.
Fordi han 19 år efter stadig har brug for at lade, som om han ikke kender mig.
Fordi han efter 19 år stadig har brug for at flygte fra sine følelser.
Fordi han efter 19 år stadig spilder sine muligheder.

Det var præcis derfor, jeg gik fra ham.
For så længe siden.