At møde min første kæreste efter 19 år.

Jo, jeg har mødt ham igen.
Ham, som var den første eneste ene. Ham, som var den første.
Ham, som jeg udforskede voksenlivet, sex, venskab, kærlighed med.
Ham, som jeg troede, var min soulmate og livsledsager.
Ham, som imponerede mig med sin intelligens og integritet.
Ham, som jeg elskede, som kun en uskyldig pige er i stand til.
Totalt.

Ham, som jeg forlod efter 6 år, fordi jeg følte, vi udviklede os i hver sin retning.
Og som jeg aldrig siden talte med.

Jeg mistede også min bedste ven dengang. Og jeg vidste, at han ikke forstod og at han ikke er den, som tilgiver, hvad han opfatter som svigt og forræderi. Så jeg så ham ikke igen.

Har tit tænkt på ham og vores tid sammen med glæde, anerkendelse og taknemmelighed. Og jo, skyldfølelse også, fordi jeg under alle de gode grunde alligevel følte, at jeg svigtede.

Og så skulle hans lillesøster, som stadig er min veninde, giftes. I lørdags.
Jeg var inviteret, selvfølgelig sammen med Manden.

Inden brylluppet talte vi en del om, Manden og jeg, hvordan det mon ville blive at se ham igen. Efter så mange år. Efter så mange følelser. Manden tog det hele med stoisk ro. Han så frem til at møde den “første kæreste”, som han har hørt så meget om. Hvilede i sin viden om, at han og jeg har et helt unikt forhold.

Jeg var lidt mere urolig. Ikke af tvivl i forhold til mine følelser – men af … ja, hvad var det dog?
Gamle følelser af svigt og dårlig samvittighed. S’gu!
Fordi jeg forlod min første kæreste og dermed svigtede den følelse og forståelse, vi begge i vores uskyld og ungdom troede, vi havde.

I virkeligheden bunder følelsen vel mere i, at jeg ved at gå fra ham dengang – også smøg min egen barnlige uskyld af som en for gammel frakke, jeg lod ligge på gulvet for senere at skille mig helt af med den.
Det var jo næsten det samme som at trampe på det, der var.

Det har taget mig en del år at forstå, at det ikke var det, jeg gjorde. At jeg bare blev “voksen” og ikke længere passede sammen med min første kæreste. At vores liv, vores værdier og vores ønsker til fremtiden var vidt forskellige – og at jeg ikke kunne blive i det. Jeg mærkede det jo – dengang.

Og så var han dér.
Førte sin lillesøster op ad kirkegulvet. Min veninde og vidne til mit liv gennem mange år.
Og ham, som et menneske fra fortiden. Forandret og alligevel den samme.
Forlegen, som altid ved højttidelige begivenheder. Jo, jeg kender ham stadig.

Jeg kender ham stadig.
Derfor vidste jeg også, at han ville flygte fra det hele ved at drikke.
Derfor gjorde det ondt, da han forsøgte at lægge afstand mellem os ved at sige “Darv”.
Fordi jeg stadig kender ham – og ved, at han lægger afstand, fordi han ikke har tilgivet.
Fordi han 19 år efter stadig har brug for at lade, som om han ikke kender mig.
Fordi han efter 19 år stadig har brug for at flygte fra sine følelser.
Fordi han efter 19 år stadig spilder sine muligheder.

Det var præcis derfor, jeg gik fra ham.
For så længe siden.

Drageløberen af Khaled Hosseini

Jeg er bagud. Drageløberen er skrevet i 2003 og jeg læser den først nu.
Ved egentlig ikke, hvorfor jeg er gået udenom den så længe. Nu er den læst og det skyldes først og fremmest det gavekort til Bog og Idé, som min bror gav mig i julegave. For da jeg så for 10. gang stod hos boghandleren med Drageløberen i hånden, endte jeg med at lægge den på disken.

 Dét har jeg ikke fortrudt.

Drageløberen er allerede blevet rost af så mange, bla. Isabel Allende, som udtaler: “En vidunderlig bog … Det er en af disse uforglemmelige historier, der virkelig fæstner sig i hukommelsen. Alle de store temaer fra litteraturen og fra livet udgør grundstoffet i denne exceptionelle roman: Kærlighed, ære, skyld, frygt, tilgivelse… Det er så kraftfuldt, at alt andet, jeg læste i lang tid efter, virkede kedeligt.”

 Jeg er enig med fru Allende . Romanen er ganske vist skønlitteratur, men forfatteren er fra Afghanistan, er selv flygtet derfra til USA, levede en priviligeret tilværelse i Afghanistan og kun en afghaner kan skrive så empatisk, dybfølt og forståeligt om kulturen og chokket/sorgen over krigen og talibanernes hærgen. Det gør samtidig romanen til et vigtigt og temmeligt nøjagtigt øjebliksbillede af vores tid og af Afghanistans kultur før og efter taliban. Og tilføjer endnu en dimension til bogen.

Historien bærer meget, meget flot i sig selv. To drenge, som er uadskillige i barneårene, skilles af skyldfølelser, jalousi og hemmeligheder. Skyldneren bærer på sit tunge åg og får en dag en telefonopringning fra en gammel ven i Afghanistan, som siger ordene: “Det er muligt at gøre uret god igen.” Og nu træder forfatteren i karakter med sine fabelagtige beskrivelser af menneskelighed, følelse, forståelse, ydmyghed, skyldfølelser, angst … og i sidste ende den inderste betydning af kærlighed.

Forfatteren har udgivet endnu en bog “Under en strålende sol”, som jeg absolut også må have fat i!