Ansigtsbogen …

3 03 2008

Jaeh, det er Facebook.
Jeg har været bruger i en måned og det er gået stærkt med at udforske det.
Manden er også blevet bruger. Faktisk var det mig, som sendte ham derind, så vi kunne spille spil sammen; det er sjovt og hyggeligt.
Vi har nu begge fundet og genfundet adskillige venner der. Og så begynder der at komme venners venner til. Venners single-venner, som på en eller anden måde har “fri adgang” til kontakt, netop fordi de er venners venner. Det er jo også spændende at møde nye, interessante mennesker.

Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal mene om Facebook. På den ene side er det sjovt og givende at få kontakt med vennerne – og skabe nye venner på den måde. Bonus er også, at man kan spille spil med vennerne og kæresten. Hyggeligt.

Og vanedannende.
Og nok også farligt for familielivet. Det er nemt, hurtigt, sjovt, spændende at være i kontakt med vennerne og potentielle venner og udfordre hinanden i alle mulige og umulige ting. Man føler sig hurtigt attraktiv i spejlingen af brugernes behov for anerkendelse. Det kræver næsten et overmenneske ikke at blive suget ind i forestillingen om det menneske, man gerne vil være – og som er så uhyre nem at fremstille på nettet.

Hvor sjovt er det så, at karkluden også skal svinges over køkkenbordet og at kæresten er lidt kedelig og træt i dag?

Næh – så er der er altså sjovere på Facebook. Der er også altid én, som har tid til at snakke. Eller spille et spil.

Vi flytter energien ud af familielivet og ind i overfladiske netværk på den måde.

Okay, nu ved jeg godt, hvad jeg mener om Facebook:
Jeg skal straks trække følehornene lidt til mig og begrænse brugen.
Energien ind i familien igen.

Det er jo dér, kærligheden er.