Grammatik og sprog

15 10 2008

Indrømmet.

Jeg er en kommafreak.
Betragter mig selv som én, som har rimeligt godt styr på
det danske sprog, grammatikken og kommaerne.

Jeg er sådan en frygtelig, perfid perfektionist på lige netop det område, at jeg bliver irriteret over at læse en god bog – hvis der er rod i tegnsætningen. Forkert tegnsætning kan forstyrre så meget, at jeg går glip af budskabet.

Jeg synes selv, at det er lidt arrogant 😉

Men – det er sådan, det er. Og hensigten er jo ikke at være arrogant.
Hensigten er dybest set, at jeg bare gerne vil have lov at læse sætningerne, så hurtigt jeg nu kan – og skabe billederne på min indre billedskærm uden at blive forstyrret af dumme-fejl.

Jeg ved godt, at jeg også selv laver fejl. Især efter det nye komma – som blev til det gamle igen – eller som man så nu selv kan vælge at bruge eller ej.
Nu … er jeg forvirret. Og gør det bare så godt, jeg kan – og som jeg synes, det skal gøres.

Fuldstændig ligesom alle de andre kommamongoler, som aldrig har gidet lære tegnsætning.

Nå.
Det, jeg egentlig ville sige, var, at jeg har fundet en hjemmeside, som kan hjælpe mig, når jeg bliver alt for frustreret. Eller når jeg skal hjælpe min søn med kommatering efter de nye regler, som jeg sandt for dyden ikke kan finde ud af. Mig, som ellers altid har været super-over-komma-freak-perfektionist.

Og tænkte, at der nok findes mennesker derude i verden, som ligner mig … lidt.
Derfor deler jeg linket med dig 🙂

 Sproget.dk

Reklamer




At møde min første kæreste efter 19 år.

4 10 2008

Jo, jeg har mødt ham igen.
Ham, som var den første eneste ene. Ham, som var den første.
Ham, som jeg udforskede voksenlivet, sex, venskab, kærlighed med.
Ham, som jeg troede, var min soulmate og livsledsager.
Ham, som imponerede mig med sin intelligens og integritet.
Ham, som jeg elskede, som kun en uskyldig pige er i stand til.
Totalt.

Ham, som jeg forlod efter 6 år, fordi jeg følte, vi udviklede os i hver sin retning.
Og som jeg aldrig siden talte med.

Jeg mistede også min bedste ven dengang. Og jeg vidste, at han ikke forstod og at han ikke er den, som tilgiver, hvad han opfatter som svigt og forræderi. Så jeg så ham ikke igen.

Har tit tænkt på ham og vores tid sammen med glæde, anerkendelse og taknemmelighed. Og jo, skyldfølelse også, fordi jeg under alle de gode grunde alligevel følte, at jeg svigtede.

Og så skulle hans lillesøster, som stadig er min veninde, giftes. I lørdags.
Jeg var inviteret, selvfølgelig sammen med Manden.

Inden brylluppet talte vi en del om, Manden og jeg, hvordan det mon ville blive at se ham igen. Efter så mange år. Efter så mange følelser. Manden tog det hele med stoisk ro. Han så frem til at møde den “første kæreste”, som han har hørt så meget om. Hvilede i sin viden om, at han og jeg har et helt unikt forhold.

Jeg var lidt mere urolig. Ikke af tvivl i forhold til mine følelser – men af … ja, hvad var det dog?
Gamle følelser af svigt og dårlig samvittighed. S’gu!
Fordi jeg forlod min første kæreste og dermed svigtede den følelse og forståelse, vi begge i vores uskyld og ungdom troede, vi havde.

I virkeligheden bunder følelsen vel mere i, at jeg ved at gå fra ham dengang – også smøg min egen barnlige uskyld af som en for gammel frakke, jeg lod ligge på gulvet for senere at skille mig helt af med den.
Det var jo næsten det samme som at trampe på det, der var.

Det har taget mig en del år at forstå, at det ikke var det, jeg gjorde. At jeg bare blev “voksen” og ikke længere passede sammen med min første kæreste. At vores liv, vores værdier og vores ønsker til fremtiden var vidt forskellige – og at jeg ikke kunne blive i det. Jeg mærkede det jo – dengang.

Og så var han dér.
Førte sin lillesøster op ad kirkegulvet. Min veninde og vidne til mit liv gennem mange år.
Og ham, som et menneske fra fortiden. Forandret og alligevel den samme.
Forlegen, som altid ved højttidelige begivenheder. Jo, jeg kender ham stadig.

Jeg kender ham stadig.
Derfor vidste jeg også, at han ville flygte fra det hele ved at drikke.
Derfor gjorde det ondt, da han forsøgte at lægge afstand mellem os ved at sige “Darv”.
Fordi jeg stadig kender ham – og ved, at han lægger afstand, fordi han ikke har tilgivet.
Fordi han 19 år efter stadig har brug for at lade, som om han ikke kender mig.
Fordi han efter 19 år stadig har brug for at flygte fra sine følelser.
Fordi han efter 19 år stadig spilder sine muligheder.

Det var præcis derfor, jeg gik fra ham.
For så længe siden.