Frikendt og kampen fortsætter

17 06 2017

Jeg er godt bekendt med internettets muligheder.

Efter biopsien af knuden i mit venstre bryst, sagde de, at jeg skulle ringe den 20.6. for at aftale tid til samtale om resultatet af biopsierne. Længe at vente!

Men så var det, jeg kom i tanke om sundhed.dk. Jeg havde lige været derinde for at finde min oversigten over min søns vacciner. Loggede ind på min egen profil i håb om, at laboratorierne er så effektivt koblet på IT, at et eventuelt testresultat ville blive uploadet til min sundhed.dk-profil i samme øjeblik, det blev registreret i laboratoriets IT-system.

Tanken strejfede kort, om jeg havde lyst til selv at læse resultatet uden en læge ved siden af. Men Manden sad ved siden af og selv, hvis knuden viste sig at være ondartet, var jeg sikker på, at uvisheden var værre. Uvished er magtesløshed er ventetid er tilbageholdt åndedræt. Klartone. Ikke-liv.

Så jo, jeg ville gerne vide resultatet. Nu.

Svaret var kommet fra laboratoriet.

En dyb vejrtrækning og klik på linket til diagnosen.

Der var ikke noget malignt. Ingen cancer.

Jeg er frikendt.

Samtalen med lægen om mors operation eller ej var god. Vi var i stand til faktisk at høre, hvad lægen sagde, netop fordi vi talte med en yderst kompetent rådgiver fra Kræftens bekæmpelse dagen i forvejen. Rådgiveren gav os ro i sjælen: Man kan leve meget længe med cancer som kronisk sygdom og jævnlig “medicinering” (kemo) for at holde den nede. Man kan dø af alt muligt andet i mellemtiden – ligesom alle andre mennesker gør.

Og i lyset af, hvor fantastisk godt min mor klarer kemobehandlingen – helt uden bivirkninger (undtagen hårtabet) – så virker det som en overkommelig besked.

Så vi kunne rent faktisk høre, hvad lægen fortalte. Jo, de ville gerne operere – men budskabet er, at min mor ikke bliver rask og fri af cancer af en operation.

I øvrigt er det en meget stor operation, hvor de fjerner alt, hvad der er cancer – også tarme, hvis det sidder der – og så skulle min mor også have stomi. Cancertallet var faldet til 114, hvilket ikke er særligt højt (startede på over 400 før kemo).

Lægen anbefalede, at vi tog en samtale med Odense sygehus om operationen for at få mere information før beslutningen. Tilbuddet om operation får man kun én gang. Så beslutningen skal tages på et så godt oplyst grundlag som overhovedet muligt.

Så kampen fortsætter.

Jeg spurgte til arvelighed. Det bliver også undersøgt. For måske skyldes min mors gentagne angreb af forskellige former for cancer en mutation i et gen. Og det er arveligt.

Fødderne er i startblokken og vi kæmper videre.

 





Bøllehatte, kemo, biopsi og besked

14 06 2017

10 bøllehatte blev det til. Hæklet i forskellige farver og former.

For når man kun kan bruge den ene hånd og derfor ikke selv kan tage sin nye paryk på, skal man kunne vælge en ny, sød hat, som passer til tøjet, når man har lyst. Hæklenålen har glødet.

Kemoen tåler min mor fint. Jeg fik hende til at tage cannabisolie og hun har ingen – som i INGEN – bivirkninger af kemoen ud over hårtabet. “Jeg er frisk som en fisk”, siger hun og påstår, at hun ikke har følt sig så rask siden november, hvor hun fik influenza.

Den første tid før opstart af kemo gik med ture ind og ud af sygehuset for at få tømt lungen for vand. 1,2 liter, 2,4 liter og så 4 liter. Med korte intervaller.

Nu er der gået 3 uger siden sidste tømning af lungen på 4 liter. Det er et godt tegn. Cancertallet er også faldet. Godt tegn.

I sidste uge blev hun scannet for at finde ud af, om kemoen har fået cancercellerne til at trække sig så meget, at hun kunne opereres. I dag fik vi besked: Det kan de ikke.

“Er det begyndelsen til enden?”, spurgte min mor mig i telefonen. Grådkvalt.

“Jeg kommer med det samme”, svarede jeg – og fik heldigvis det lyse indfald at ringe til Kræftens Bekæmpelse, deres pårørende-linje, for at høre, hvad i alverden man siger til sin mor som trøst og opmuntring efter sådan en besked.

Det er ikke en dødsdom, sagde de. Det kan være, at det “bare” bliver som en kronisk sygdom, som hun kan leve med i mange år, hvis man holder øje med kræften og ind i mellem behandler med kemo.

Der er håb.

Endnu.

I går var jeg selv til mammografi og ultralydsscanning.

I sidste uge fandt jeg en hævet lymfeknude under venstre armhule og lægen sendte mig afsted med en henvisning til en … kræftpakke.

Jeps.

Samme situation som for 13 år siden, hvor jeg fik undersøgt en knude i venstre bryst, samtidig med min mors brystkræft-operation.

Surrealistisk.

Afsted til undersøgelsen og denne gang heldigvis med en kvindelig læge. Ja, det betyder noget. Meget, faktisk.

Hun var meget grundig og bedyrede, at hun godt kunne se lymfeknuder i armhulen, men de var harmløse. Til gengæld kunne hun se, at den knude, jeg fik undersøgt for 13 år siden, var vokset til 1,7 cm (tidligere 0,6 cm). Så hun tog biopsi, 4 af slagsen.

Og nu venter jeg så på den 20. Juni, hvor jeg skal ringe for at bestille en tid til samtale om resultatet.

Imens tager vi til onkologisk afdeling i morgen for at tale med min mors læge, som gav besked i dag om, at der ikke bliver nogen operation. Iøvrigt ville de også gerne lige have en biopsi af en hævet lymfeknude ved min mors hals.

“Jeg er sikker på, det ikke er noget”, sagde min mor. “Den er bare hævet, fordi de stak mig så mange gange til blodprøven. Hvis det var brystkræft i brystet, ville det have været en hævet lymfeknude i armhulen.”

Ja. Det ved jeg.

Jeg kan ikke fortælle hende det.