Bøllehatte, kemo, biopsi og besked

14 06 2017

10 bøllehatte blev det til. Hæklet i forskellige farver og former.

For når man kun kan bruge den ene hånd og derfor ikke selv kan tage sin nye paryk på, skal man kunne vælge en ny, sød hat, som passer til tøjet, når man har lyst. Hæklenålen har glødet.

Kemoen tåler min mor fint. Jeg fik hende til at tage cannabisolie og hun har ingen – som i INGEN – bivirkninger af kemoen ud over hårtabet. “Jeg er frisk som en fisk”, siger hun og påstår, at hun ikke har følt sig så rask siden november, hvor hun fik influenza.

Den første tid før opstart af kemo gik med ture ind og ud af sygehuset for at få tømt lungen for vand. 1,2 liter, 2,4 liter og så 4 liter. Med korte intervaller.

Nu er der gået 3 uger siden sidste tømning af lungen på 4 liter. Det er et godt tegn. Cancertallet er også faldet. Godt tegn.

I sidste uge blev hun scannet for at finde ud af, om kemoen har fået cancercellerne til at trække sig så meget, at hun kunne opereres. I dag fik vi besked: Det kan de ikke.

“Er det begyndelsen til enden?”, spurgte min mor mig i telefonen. Grådkvalt.

“Jeg kommer med det samme”, svarede jeg – og fik heldigvis det lyse indfald at ringe til Kræftens Bekæmpelse, deres pårørende-linje, for at høre, hvad i alverden man siger til sin mor som trøst og opmuntring efter sådan en besked.

Det er ikke en dødsdom, sagde de. Det kan være, at det “bare” bliver som en kronisk sygdom, som hun kan leve med i mange år, hvis man holder øje med kræften og ind i mellem behandler med kemo.

Der er håb.

Endnu.

I går var jeg selv til mammografi og ultralydsscanning.

I sidste uge fandt jeg en hævet lymfeknude under venstre armhule og lægen sendte mig afsted med en henvisning til en … kræftpakke.

Jeps.

Samme situation som for 13 år siden, hvor jeg fik undersøgt en knude i venstre bryst, samtidig med min mors brystkræft-operation.

Surrealistisk.

Afsted til undersøgelsen og denne gang heldigvis med en kvindelig læge. Ja, det betyder noget. Meget, faktisk.

Hun var meget grundig og bedyrede, at hun godt kunne se lymfeknuder i armhulen, men de var harmløse. Til gengæld kunne hun se, at den knude, jeg fik undersøgt for 13 år siden, var vokset til 1,7 cm (tidligere 0,6 cm). Så hun tog biopsi, 4 af slagsen.

Og nu venter jeg så på den 20. Juni, hvor jeg skal ringe for at bestille en tid til samtale om resultatet.

Imens tager vi til onkologisk afdeling i morgen for at tale med min mors læge, som gav besked i dag om, at der ikke bliver nogen operation. Iøvrigt ville de også gerne lige have en biopsi af en hævet lymfeknude ved min mors hals.

“Jeg er sikker på, det ikke er noget”, sagde min mor. “Den er bare hævet, fordi de stak mig så mange gange til blodprøven. Hvis det var brystkræft i brystet, ville det have været en hævet lymfeknude i armhulen.”

Ja. Det ved jeg.

Jeg kan ikke fortælle hende det.

Reklamer

Handlinger

Information

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: