Frikendt og kampen fortsætter

17 06 2017

Jeg er godt bekendt med internettets muligheder.

Efter biopsien af knuden i mit venstre bryst, sagde de, at jeg skulle ringe den 20.6. for at aftale tid til samtale om resultatet af biopsierne. Længe at vente!

Men så var det, jeg kom i tanke om sundhed.dk. Jeg havde lige været derinde for at finde min oversigten over min søns vacciner. Loggede ind på min egen profil i håb om, at laboratorierne er så effektivt koblet på IT, at et eventuelt testresultat ville blive uploadet til min sundhed.dk-profil i samme øjeblik, det blev registreret i laboratoriets IT-system.

Tanken strejfede kort, om jeg havde lyst til selv at læse resultatet uden en læge ved siden af. Men Manden sad ved siden af og selv, hvis knuden viste sig at være ondartet, var jeg sikker på, at uvisheden var værre. Uvished er magtesløshed er ventetid er tilbageholdt åndedræt. Klartone. Ikke-liv.

Så jo, jeg ville gerne vide resultatet. Nu.

Svaret var kommet fra laboratoriet.

En dyb vejrtrækning og klik på linket til diagnosen.

Der var ikke noget malignt. Ingen cancer.

Jeg er frikendt.

Samtalen med lægen om mors operation eller ej var god. Vi var i stand til faktisk at høre, hvad lægen sagde, netop fordi vi talte med en yderst kompetent rådgiver fra Kræftens bekæmpelse dagen i forvejen. Rådgiveren gav os ro i sjælen: Man kan leve meget længe med cancer som kronisk sygdom og jævnlig “medicinering” (kemo) for at holde den nede. Man kan dø af alt muligt andet i mellemtiden – ligesom alle andre mennesker gør.

Og i lyset af, hvor fantastisk godt min mor klarer kemobehandlingen – helt uden bivirkninger (undtagen hårtabet) – så virker det som en overkommelig besked.

Så vi kunne rent faktisk høre, hvad lægen fortalte. Jo, de ville gerne operere – men budskabet er, at min mor ikke bliver rask og fri af cancer af en operation.

I øvrigt er det en meget stor operation, hvor de fjerner alt, hvad der er cancer – også tarme, hvis det sidder der – og så skulle min mor også have stomi. Cancertallet var faldet til 114, hvilket ikke er særligt højt (startede på over 400 før kemo).

Lægen anbefalede, at vi tog en samtale med Odense sygehus om operationen for at få mere information før beslutningen. Tilbuddet om operation får man kun én gang. Så beslutningen skal tages på et så godt oplyst grundlag som overhovedet muligt.

Så kampen fortsætter.

Jeg spurgte til arvelighed. Det bliver også undersøgt. For måske skyldes min mors gentagne angreb af forskellige former for cancer en mutation i et gen. Og det er arveligt.

Fødderne er i startblokken og vi kæmper videre.

 

Reklamer