Brave Miss World – en modig kvinde står frem om voldtægt

7 11 2015

Jeg har set filmen og “Brave Miss World” i dag. Her er hjemmesiden: http://www.bravemissworld.com/

Jeg hylder denne smukke kvinde for at stå frem, for at skammen ikke er hendes og for at være rollemodel for de mange kvinder, som tier.

Hvorfor tier vi?

Når jeg tænker tilbage gennem mit efterhånden lange liv, har jeg flere gange været i hænderne på (for) nærgående mænd. Første gang, da jeg som 13 årig var med til en venindes konfirmation. Hendes onkel var der også – han var faktisk min bordherre. Meget charmerende og galant – og han talte til mig, som om jeg var voksen. Det var jeg meget stolt af. Følte mig smuk, klog og som noget særligt, fordi han ville ofre sin voksen-opmærksomhed på mig.

Senere dansede vi. Og endnu senere havde han – ligesom mange andre voksne til konfirmationen – fået lidt for meget at drikke. Han ville give mig et kram og det kunne jeg jo ikke se noget galt i. Han var meget kærlig og ville også give mig et kys. Jeg var vant til tante-kys i min familie, men pludselig mærkede jeg hans tunge.

Situationen stoppede dér, for jeg fjernede mig – med min venindes hjælp. Hun greb ind og med et indforstået blik til sin anden veninde, sagde hun, at jeg skulle holde mig væk fra ham. Han var klam.

Mange år senere fandt jeg ud af, at den samme onkel faktisk var reel overgrebsmand ift. min veninde. Og selvom vi var tætte, fortalte hun mig det aldrig. Hun talte aldrig om det.

12 år senere blev jeg gift med en mand, som efter nogle års ægteskab ind i mellem voldtog mig om natten. Jeg vågnede op med ham siddende på min brystkasse med knæende på mine overarme. Han forsøgte at voldtage min mund. Det mærkelige for mig selv er, at jeg aldrig sagde “NEJ”. Jeg kæmpede imod og viste med mit kropssprog, at jeg ikke ville – og sådan gik der noget tid, før han opgav.

Vi talte aldrig om det. Når det var sket, behandlede han mig med tavshed og vrede i nogle dage – som jeg husker det. Han signalerede, at han var såret. Jeg endte med at fortrænge det – og det dukkede først op et par år efter skilsmissen – i glimt. Der er gået tid med at forstå, hvad det egentlig var, der skete.

Selvom vi var gift, var det ikke OK. Han havde ikke ret til at tvinge mig til oralsex og han havde ikke ret til at holde mig nede i forsøget. Det er hans skam – ikke min. Det er hans vold. Jeg er ikke hans offer. Jeg er en kvinde, han var gift med – og som han gjorde noget forkert overfor. Det er hans skyld, hans skam.

Ikke min.

Taler jeg om det?

Nej.

Nu har jeg skrevet det her. Den eneste, jeg nogensinde har fortalt om de natlige overgreb fra min ex-mand, er min nuværende mand.

Er det, fordi jeg føler skam?

Måske – men det synes jeg egentlig ikke. Jeg har bare ikke lyst til at tale om det. Jeg tror, de færreste vil forstå. Og jeg orker ikke ribbe op i det hele igen.

Nu har jeg skrevet det her.

Måske har du også oplevelser, som er nemmere at tale om på den måde?

Reklamer