Hemmeligheder, hemmeligheder

29 12 2007

Da jeg var teenager …

Er der noget mere patetisk end en kvinde i begyndelsen af 40’erne, som taler om sin tid som teenager?
Det kommer vist an på læserens egen alder. Jeg er sikker på, at min egen generation forstår min indledning 😉

Nå, da jeg var teenager, var en hemmelighed en hemmelighed – og når den blev fortalt til nogen, var den ikke længere en hemmelighed. En løgn var en løgn og sandheden var bare … sandheden. En hemmelighed var en hemmelighed, hvis man enten fortiede sandheden eller direkte løj om sandheden. Det var dengang, verden var til at forstå. Dengang der var de onde og vi var de gode. Det var dengang, et brev var mindst en nat om at nå frem til modtageren – og man kunne godt vente på svar retur i flere uger. For enhver forstod, at det tog tid at skrive et brev. Det var dengang, vi kun tog telefonen, når vi var hjemme – til gengæld tog vi den så altid, for der var intet “vis nummer” og det kunne jo være et livsvigtigt opkald. 

Her i begyndelsen af 40’erne er jeg vist endelig begyndt at forstå hemmelighedernes facetter. Nogle af dem i hvert fald. Og at sandheden ikke findes. Der er kun de øjne, som ser, fortolker, forstår, sætter ind i sit eget erfaringsgrundlag og dermed skaber sin egen betydning. Når vi alle er forskellige og unikke, må der jo så være lige så mange forskellige og unikke sandheder. Wow!

Der er ubevidste hemmeligheder, offentlige hemmeligheder, uofficielle hemmeligheder. Der er personlige, private og parforholdshemmeligheder. Der er venindehemmeligheder og hemmeligheder mellem forældre og børn. Der er familiehemmeligheder. Bevidste hemmeligheder, barske hemmeligheder, skåne-hemmeligheder, gode hemmeligheder, selvvalgte hemmeligheder. Sorgfyldte hemmeligheder, bange hemmeligheder. Og de glædesfyldte.

Efterhånden er jeg ret sikker på, at løgn ikke findes. Der findes kun hemmeligheder. Der findes selvbedrag. Løgnen er i sidste ende blot et selvbedrag uanset, om jeg lyver for at beskytte mig selv – eller en anden. Hvis jeg føler, at jeg er nødt til at lyve og dermed have en hemmelighed, svigter jeg først og fremmest mig selv.

Og alligevel har jeg valgt at være fuldstændig anonym i denne blog. Så har jeg jo en hemmelighed – igen. Dem er der mange af.

Det er vigtigt for mig at være anonym, mere vigtigt end ikke at have en hemmelighed. Jeg vil kunne skrive lige, hvad jeg tænker – uden at være bekymret for, hvem i min omgangskreds som kunne blive såret eller bekymret eller hvad ved jeg. Jeg vil være en rigtig kvinde og lade tankerne udvikle sig, mens jeg skriver. Jeg vil oven i købet forbeholde mig retten til at skifte mening, modsige mig selv, skifte emne, skifte humør, glemme, hvad jeg var i gang med og være fuldstændig ligeglad med, hvad jeg skriver om. Det bliver en udfordring kun at skrive til mig selv.

Reklamer