At møde min første kæreste efter 19 år.

4 10 2008

Jo, jeg har mødt ham igen.
Ham, som var den første eneste ene. Ham, som var den første.
Ham, som jeg udforskede voksenlivet, sex, venskab, kærlighed med.
Ham, som jeg troede, var min soulmate og livsledsager.
Ham, som imponerede mig med sin intelligens og integritet.
Ham, som jeg elskede, som kun en uskyldig pige er i stand til.
Totalt.

Ham, som jeg forlod efter 6 år, fordi jeg følte, vi udviklede os i hver sin retning.
Og som jeg aldrig siden talte med.

Jeg mistede også min bedste ven dengang. Og jeg vidste, at han ikke forstod og at han ikke er den, som tilgiver, hvad han opfatter som svigt og forræderi. Så jeg så ham ikke igen.

Har tit tænkt på ham og vores tid sammen med glæde, anerkendelse og taknemmelighed. Og jo, skyldfølelse også, fordi jeg under alle de gode grunde alligevel følte, at jeg svigtede.

Og så skulle hans lillesøster, som stadig er min veninde, giftes. I lørdags.
Jeg var inviteret, selvfølgelig sammen med Manden.

Inden brylluppet talte vi en del om, Manden og jeg, hvordan det mon ville blive at se ham igen. Efter så mange år. Efter så mange følelser. Manden tog det hele med stoisk ro. Han så frem til at møde den “første kæreste”, som han har hørt så meget om. Hvilede i sin viden om, at han og jeg har et helt unikt forhold.

Jeg var lidt mere urolig. Ikke af tvivl i forhold til mine følelser – men af … ja, hvad var det dog?
Gamle følelser af svigt og dårlig samvittighed. S’gu!
Fordi jeg forlod min første kæreste og dermed svigtede den følelse og forståelse, vi begge i vores uskyld og ungdom troede, vi havde.

I virkeligheden bunder følelsen vel mere i, at jeg ved at gå fra ham dengang – også smøg min egen barnlige uskyld af som en for gammel frakke, jeg lod ligge på gulvet for senere at skille mig helt af med den.
Det var jo næsten det samme som at trampe på det, der var.

Det har taget mig en del år at forstå, at det ikke var det, jeg gjorde. At jeg bare blev “voksen” og ikke længere passede sammen med min første kæreste. At vores liv, vores værdier og vores ønsker til fremtiden var vidt forskellige – og at jeg ikke kunne blive i det. Jeg mærkede det jo – dengang.

Og så var han dér.
Førte sin lillesøster op ad kirkegulvet. Min veninde og vidne til mit liv gennem mange år.
Og ham, som et menneske fra fortiden. Forandret og alligevel den samme.
Forlegen, som altid ved højttidelige begivenheder. Jo, jeg kender ham stadig.

Jeg kender ham stadig.
Derfor vidste jeg også, at han ville flygte fra det hele ved at drikke.
Derfor gjorde det ondt, da han forsøgte at lægge afstand mellem os ved at sige “Darv”.
Fordi jeg stadig kender ham – og ved, at han lægger afstand, fordi han ikke har tilgivet.
Fordi han 19 år efter stadig har brug for at lade, som om han ikke kender mig.
Fordi han efter 19 år stadig har brug for at flygte fra sine følelser.
Fordi han efter 19 år stadig spilder sine muligheder.

Det var præcis derfor, jeg gik fra ham.
For så længe siden.





Ansigtsbogen …

3 03 2008

Jaeh, det er Facebook.
Jeg har været bruger i en måned og det er gået stærkt med at udforske det.
Manden er også blevet bruger. Faktisk var det mig, som sendte ham derind, så vi kunne spille spil sammen; det er sjovt og hyggeligt.
Vi har nu begge fundet og genfundet adskillige venner der. Og så begynder der at komme venners venner til. Venners single-venner, som på en eller anden måde har “fri adgang” til kontakt, netop fordi de er venners venner. Det er jo også spændende at møde nye, interessante mennesker.

Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal mene om Facebook. På den ene side er det sjovt og givende at få kontakt med vennerne – og skabe nye venner på den måde. Bonus er også, at man kan spille spil med vennerne og kæresten. Hyggeligt.

Og vanedannende.
Og nok også farligt for familielivet. Det er nemt, hurtigt, sjovt, spændende at være i kontakt med vennerne og potentielle venner og udfordre hinanden i alle mulige og umulige ting. Man føler sig hurtigt attraktiv i spejlingen af brugernes behov for anerkendelse. Det kræver næsten et overmenneske ikke at blive suget ind i forestillingen om det menneske, man gerne vil være – og som er så uhyre nem at fremstille på nettet.

Hvor sjovt er det så, at karkluden også skal svinges over køkkenbordet og at kæresten er lidt kedelig og træt i dag?

Næh – så er der er altså sjovere på Facebook. Der er også altid én, som har tid til at snakke. Eller spille et spil.

Vi flytter energien ud af familielivet og ind i overfladiske netværk på den måde.

Okay, nu ved jeg godt, hvad jeg mener om Facebook:
Jeg skal straks trække følehornene lidt til mig og begrænse brugen.
Energien ind i familien igen.

Det er jo dér, kærligheden er.





Omformulering af mål: At skrive en bog på 24 dage!

29 01 2008

Harning har netop fortalt mig, at deadline i udfordringen er den 23. februar. Så næsten halvdelen af de oprindelige 45 dage er gået, der er 24 dage tilbage. Wow!

Jeg er ikke sikker på, at jeg/vi når det til den 23 februar … gr. forskellige andre arbejdsmæssige deadlines lige i denne periode – men vi kan da gøre et forsøg 🙂

digtafon spurgte, hvad vores bog handler om … og det kunne jeg mærke, at jeg ikke rigtigt er klar til at afsløre endnu. Se evt. kommentarerne her.





Udfordring: At skrive en bog på 45 dage.

27 01 2008

Harning har udfordret sig selv og alle, som har lyst til at følge med, til at skrive en bog på 45 dage. Harning har bestemt sig for en titel og så skal der ellers planlægges, researches, skitseres og skrives. Jeg glæder mig til at følge udviklingen på bloggen.

Og så har jeg tænkt mig at tage udfordringen op. Det er måske en anelse lurepasseri, fordi min partner og jeg allerede har et råt manuskript, som blot mangler redigering … som selvfølgelig også tager tid, men vi er dog foran Harning, som først skal have skrevet hele råmaterialet. Pyt med lurepasseri – jeg/vi har brug for en deadline for at få gjort bogen færdig. Og hvorfor så ikke gribe Harnings udfordring?

Målet er at skrive en bog færdig på 45 dage.

Ved at tage Harnings udfordring op har jeg allerede i målformuleringen opfyldt første betingelse på vejen mod at nå et mål:
At tidsbestemme det.
Målet er også realistisk, idet hele råmaterialet er lavet. De 45 dage er derfor rigelig tid til at efter-redigere.
Målet er konkret: Bogen skal være skrevet så færdig, at den kan sendes til et forlag.
Målet er også attraktivt: Det vil give min partner og mig selv stor tilfredshed og glæde at få udgivet denne bog, som betyder rigtigt meget for os begge.
Beviset for, at jeg/vi har nået målet, er, at vi erklærer bogen for færdig-redigeret indenfor de 45 dages frist.





Drageløberen af Khaled Hosseini

6 01 2008

Jeg er bagud. Drageløberen er skrevet i 2003 og jeg læser den først nu.
Ved egentlig ikke, hvorfor jeg er gået udenom den så længe. Nu er den læst og det skyldes først og fremmest det gavekort til Bog og Idé, som min bror gav mig i julegave. For da jeg så for 10. gang stod hos boghandleren med Drageløberen i hånden, endte jeg med at lægge den på disken.

 Dét har jeg ikke fortrudt.

Drageløberen, billede hentet på Cicero.dk

Drageløberen er allerede blevet rost af så mange, bla. Isabel Allende, som udtaler: “En vidunderlig bog … Det er en af disse uforglemmelige historier, der virkelig fæstner sig i hukommelsen. Alle de store temaer fra litteraturen og fra livet udgør grundstoffet i denne exceptionelle roman: Kærlighed, ære, skyld, frygt, tilgivelse… Det er så kraftfuldt, at alt andet, jeg læste i lang tid efter, virkede kedeligt.”

 Jeg er enig med fru Allende :-). Romanen er ganske vist skønlitteratur, men forfatteren er fra Afghanistan, er selv flygtet derfra til USA, levede en priviligeret tilværelse i Afghanistan og kun en afghaner kan skrive så empatisk, dybfølt og forståeligt om kulturen og chokket/sorgen over krigen og talibanernes hærgen. Det gør samtidig romanen til et vigtigt og temmeligt nøjagtigt øjebliksbillede af vores tid og af Afghanistans kultur før og efter taliban. Og tilføjer endnu en dimension til bogen.

Historien bærer meget, meget flot i sig selv. To drenge, som er uadskillige i barneårene, skilles af skyldfølelser, jalousi og hemmeligheder. Skyldneren bærer på sit tunge åg og får en dag en telefonopringning fra en gammel ven i Afghanistan, som siger ordene: “Det er muligt at gøre uret god igen.” Og nu træder forfatteren i karakter med sine fabelagtige beskrivelser af menneskelighed, følelse, forståelse, ydmyghed, skyldfølelser, angst … og i sidste ende den inderste betydning af kærlighed.

Forfatteren har udgivet endnu en bog “Under en strålende sol”, som jeg absolut også må have fat i!

Under en strålende sol - hentet fra cicero.dk





Hello world!

29 12 2007

En passende måde at entre denne blog på, synes jeg.

Og lader ordene og filmen tale for sig selv et øjeblik.