Grill-regler og (køns-)roller

5 08 2010

Jeg har fundet denne beskrivelse af de uskrevne regler for grillsæssonen – og videregiver den hæmningsløst:

Når en mand frivilligt melder sig til at grille, sættes en række af begivenheder i bevægelse:

Rutinemæssigt:

1. Kvinden køber maden
2. Kvinden laver salat, forbereder grøntsager og laver dessert
3. Kvinden forbereder kødet, marinerer mv, placerer det på en bakke sammen med de nødvendige køkkenredskaber og saucer, og tager det med ud til manden, som er placeret ved siden af grillen – med en øl eller et glas rødvin ved hånden
4. Kvinden forbliver fortsat udenfor den obligatoriske tremeters zone, hvor en overflod af testosteron og andre mandlige aktiviteter kan finde sted uden indblanding fra kvinden

Her kommer den vigtige del:

5. Manden placerer kødet på grillen

Mere rutine …

6. Kvinden går ind for at organisere tallerkner og bestik
7. Kvinden kommer ud for at fortælle manden, at kødet ser lækkert ud. Han takker hende og spørger, om hun vil hente endnu en øl eller et glas vin, mens han vender kødet.

Vigtigt igen:

8. Manden tager kødet af grillen og giver det til kvinden

Mere rutine:

9. Kvinden forbereder tallerkner, salat, brød, tilbehør, servietter og saucer og sørger for, at det hele kommer på borde
10. Efter spisning sørger kvinden for at rydde af bordet og vasker op

Og vigtigst af alt:

11. Alle roser manden og takker ham for hans madlavningsindsats
12. Manden spørger kvinden om hun nød sin friaften, og når han ser hendes irriterede reaktion, konkluderer han endnu en gang, at det bare er umuligt at glæde kvinder!

Retfærdigvis skal det siges, at Manden her i huset sagtens kan planlægge, købe ind, klargøre kød, marinere og grille kød, pølser og brød. Han er også god til at tænde op i grillen og rense den. Når vi ikke lige taler om grill, men almindelig dagligdags madlavning, er Han en troldmand i køkkenet – til stor glæde for mig.

Reklamer




Træt

3 12 2008

I dag er jeg bare … træt.

Glæder mig til juleferie. Ikke fordi det er jul – men fordi det er ferie.

Fri.

Ingen møder, ingen beskrivelser, ingen oplæg, ingen taler, ingen medarbejdere, ingen nytænkende initiativer, ingen planlægning.

Intet vækkeur, ingen rengøring, ingen forpligtelser, ingen fritidsaktiviteter, ingen aftaler, ingen madpakker.

Der er bare traditioner, hvor alle ved, hvad der skal gøres, hvem, der skal gøre det, hvornår og hvor det skal gøres. Der er familiesammenkomster, hvor jeg bare kan være. Sådan bare være. Og blive holdt af for netop dét.

Så behøver jeg ikke være fremme i skoene, foran, hurtig, karismatisk, troværdig, overbevisende eller klog.

Jeg skal bare være mig.

Det er nok.
For en stund.





Kvinder vælger karrieren fra – eller er det “arbejdsmarkedet”, som vælger kvindelige ledere fra?

19 11 2008

Ole fra 180grader.dk skriver i dag en artikel om, at kvinderne vælger karrieren fra – herefter følger en konklusion fra en undersøgelse, lavet for Dansk Industri af Megafon (ifølge epn.dk). Konklusionen er angiveligt, at det ikke er så sært, at der er færre kvinder blandt danske erhvervledere end mænd, for kvinder vælger simpelthen karrieren fra til gengæld for at kunne bruge mere tid på familien.

180grader.dk skriver videre, at man i undersøgelsen kan læse, at knap 200.000 højtuddannede kvinder i Danmark arbejder mindre end 37 timer om ugen. Og man kan ifølge en – kvindelig – afdelingschef i Lederne, Trine Thorning, ikke gøre lederkarriere, hvis man “end ikke vil arbejde fuld tid”.

—-

Retfærdigvis skal jeg sige, at jeg ikke har læst den pågældende undersøgelse. Jeg har kun læst Oles artikel på 180grader.dk. Og det er længe siden, jeg har hørt mage til manipulerende, oldnordisk sludder.

Er det kvindernes egen skyld, at de ikke gør karriere?
“Når de nu ikke engang vil arbejde fuld tid og heller ikke engang vil være på arbejde mellem 16 og 19?”
Er det kun derfor, der er færre kvindelige ledere – mon?

Det er meget længe siden, jeg har haft en fast arbejdstid. Jeg har heller ikke noget kontor. Min bærbare computer og min mobiltelefon er min arbejdsplads og jeg kan arbejde når-som-helst og hvor-som-helst. Jeg kan komme i kontakt med min chef og mine kolleger/medarbejdere når-som-helst og hvor-som-helst.
Jeg har også børn, som jeg prioriterer meget højt – og når jeg skal arbejde om aftenen, kan det sagtens passe ind i børnenes fritidsaktiviteter.

Nej, det er s’gu ikke derfor, der er færre kvindelige ledere. I hvert fald er det ikke længere grunden. Det er derimod arbejdsmarkedet (hvem er det?), som stadig hænger fast i en forældet overbevisning om, at man absolut skal gå på arbejde i et fast tidsrum – og at det så også er nødvendigt at “være synlig” mellem kl. 16 og 19, hvis man skal have en chance for at blive leder som kvinde.

Sådan er virkeligheden og arbejdsmarkedet ikke længere skruet sammen.

Så hvorfor mon der stadig ikke er så mange kvindelige ledere?
Mon de bliver valgt … hvis de er i den fødedygtige alder – eller i den alder, hvor børnene stadig er små?
Jeg tvivler.
Og mon kvinderne er klar over, at det fint kan lade sig gøre at prioritere familien og samtidig være leder? Næppe. Sådanne artikler som den nævnte i 180grader.dk bidrager jo ikke ligefrem til, at kvinderne kan tro, at det er muligt.

Der er så uendeligt mange måder at manipulere mennesker – og i dette tilfælde kvinderne – til at tro, at noget ikke kan lade sig gøre. Man skal bare skrive en artikel om, at det er deres egen skyld og så forklare, hvorfor de selv har valgt mulighederne fra.

Har “arbejdsmarkedet” råd til at lade være med at tilpasse sig de nye, virtuelle muligheder for at arbejde?

Har “arbejdsmarkedet” råd til at undvære de kvindelige ledere?

Måske det ville være noget mere fremsynet at bringe artikler om, hvor mange muligheder der er for både at være kvinde, leder OG prioritere familielivet.

Tilføjet 6.12.08: Jeg har fundet denne artikel af Dorte Toft: “MIT vinder på opgør med kvindefjendtlig kultur”, klik her: http://www.version2.dk/artikel/4361?highlight=bailyn. Artiklen er publiceret på Version2 – og handler om den ubevidste kønsdiskrimination, som vi stadig ligger under for. Spændende!





Hvad mødre ikke må gøre … og stalking.

6 01 2008

Faldt over denne artikel i Berlingske Den ondskabsfulde teenagemor i cyberspace.

En historie om en teenagemors chikane og mobning af en 13 årig nabodatter, som herefter begik selvmord. Historien er, at politiet ikke kunne straffe teenagemoderen – og det har nabolaget så gjort i stedet for. Ved hjælp af mobning og chikane af teenagemoderen og hendes mand. Selvtægt …

Jeg indrømmer, at jeg i første omgang reagerede følelsesladet, da jeg læste artiklen. Forfærdelse og … ja, hævn-tanker var ikke fjerne. Tilsat en anelse fryd over, at nabolaget i det mindste kunne sætte grænsen og straffe, når politiet ikke kunne.
Mange, mange andre har denne reaktion. Lori Drew har lukket sin reklamevirksomhed, fordi ingen ville handle med hende længere. Ingen ville handle med dem, som handlede med hende. Masser af mennesker poster oprørte og hadefulde kommentarer, hvor de kan komme af med dem, se her , her og her. En google-søgning på Loris navn – og det vælter frem med links og blogs. Mange, mange bloggere er dykket ned i historien, fordi den i høj grad taler til følelserne.

Hvad får dog en mor til at … chikanere og mobbe en 13-årig nabodatter?
Jo, måske hvis hun er syg/sociopat – så gælder jo ingen etiske regler. Det kan være tilfældet her. I så fald vil hun med meget stor sandsynlighed gøre noget igen – som fælder hende. Og i sit kølvand vil hun allerede have en lang række ofre, som kan fortælle lignende historier om forfølgelse, stalking, chikane.

Og måske … er der en journalist, som har været virkelig dygtig til at skabe en sensationshistorie. Har sat lighedstegn mellem en sårbar teenagers selvmord og My Space-chikane.
Var det nu også sådan, at det udelukkende var My Space-historien, som var den direkte årsag til Megans sørgelige selvmord?

Måske beskytter Lori i virkeligheden sin egen datter ved at påtage sig skylden.
Måske …

Måske er der en masse i historien, som aldrig er kommet frem.

Vi ved det ikke med sikkerhed. Kan vi så dømme? Kan vi tillade os at udøve selvtægt, som i den grad er sket i forhold til Lori Drew?

Så er vi ikke bedre selv.

Lori har stalket Megan, så Megan begik selvmord. Historien får mange, mange mennesker til at stalke Lori … OG hendes mand og børn. Jeg har endda fundet blogs, hvor bloggeren tager så kraftigt afstand fra stalkingen af Lori, så bloggeren stalker stalkeren, som stalker stalkeren. Wow … it’ll never end.





Farvel tobak – dog ikke som nytårsforsæt!

30 12 2007

Af en eller anden grund tror jeg ikke rigtigt på nytårsforsætter.
Når jeg står dér 5 minutter i årsskiftet, bliver grebet af højtideligheden og skynder mig at fabrikere et løfte …

Jeg vil tabe mig 5 kg.” eller “Jeg vil holde op med at ryge.”

… er det ikke en bevidst beslutning, jeg har truffet. Jeg mangler f.eks. at gøre op med mig selv, hvad det egentlig betyder for mig.

Hvorfor?
Hvordan?
Hvad skal/vil jeg gøre?
Hvornår?
Hvad vil det betyde for mig og min omverden? 

Før disse spørgsmål er besvaret og følt, har jeg ikke i virkeligheden truffet en beslutning.
Så har jeg bare udsendt et ønske, en drøm, en fantasi.

—————ooo0ooo————-

Jeg købte en hel karton cigaretter i december. Mens jeg røg mig igennem dem, besluttede jeg at holde helt op, når den sidste smøg i kartonen var røget. Det er meget nemmere skrevet her, end det var 😉

Den 22. december 2007 kl. 14.15 var jeg i gang med den sidste cigaret.
Lige før det aller, allersidste sug så jeg nærmere på den og takkede den pænt for alt det, den har betydet for mig igennem årene. For det er jo ikke så lidt. Cigaretten har været min ven og ved min side i mange, mange år. Den har trofast stået mig bi i pauser, i kriser, i pressede situationer, til fester og i hyggelige stunder. Når jeg kedede mig, når jeg var småsulten, når jeg havde brug for en time-out. Når jeg kørte i bil, lyttede til musik, talte i telefon.

Den fortjente altså et pænt farvel. Og tak. Det er et vemodigt farvel.

 Og SÅ begyndte de lange vandreture i omegnen! Den ene travetur efter den anden, hver gang smøgtrangen meldte sig. En god, lang travetur hjælper både på rastløsheden og den stigende vægt efter rygestoppet.

For det går GODT nok hurtigt med vægtforøgelsen, når kroppen pludselig ikke længere får den nikotin, den plejer at få. Uanset at jeg – hovedet på blokken – virkelig ikke spiser mere end jeg plejer.

Der er kun gået 8 dage siden rygestoppet – og vægten er steget fra knap 73 kg. til 76,6 kg. Jeg strider mig videre i al slags vejr på mine traveture.

I dag fandt jeg en rigtig god hjemmeside om rygestop her. Især under fanebladet “dit rygestop dag for dag” kunne jeg genkende beskrivelserne af hver enkelt dag. Listen kan jeg virkelig bruge til at hjælpe med fastholdelsen i rygestoppet – gid jeg havde fundet den lidt før ;-).
Om dag nr. 8 (that’s me today!):

Dag 8
Din ånde er blevet friskere – du er kysseklar!
(Skønt!)

Dag 9
Din stemme er blevet klarere og renere.

Dag 10
Tobaksrøg i dine omgivelser begynder at irritere dig. Det er et godt tegn på, at du er ved helt at slippe afhængigheden.

Dag 11
Dit ansigt har fået en klarere og friskere kulør, og dine tænder er blevet renere – nyd det!

Dag 12
Din morgenhoste og slim i halsen er sikkert væk. Du har en stærk følelse af at have tjek på situationen.

Dag 13
Du føler dig mere udhvilet om morgen, du er ovenpå. Din lugtesans er forstærket, og du kan lugte røg, som hænger i tøjet – få det vasket i en fart.

Dag 14
Godt gået! Du er nået mere end halvvejs mod et liv som x-ryger. Der kan gå flere timer, ja måske halve dage, hvor du ikke tænker på smøger. Husk bliv ikke overmodig … 1 …2 …3 smøger og du er ryger igen …

 ————–ooo000ooo————

Listen er kun på 14 dage og jeg er lidt mere end halvvejs. Beslutningen er stadig stærk.
Målet er ganske enkelt et sundere (og rigere) liv 🙂

Og det er ikke et nytårsforsæt. Det er en beslutning, som gælder mit liv … hele livet.

Gode råd og dine erfaringer er meget velkomne!





Hemmeligheder, hemmeligheder

29 12 2007

Da jeg var teenager …

Er der noget mere patetisk end en kvinde i begyndelsen af 40’erne, som taler om sin tid som teenager?
Det kommer vist an på læserens egen alder. Jeg er sikker på, at min egen generation forstår min indledning 😉

Nå, da jeg var teenager, var en hemmelighed en hemmelighed – og når den blev fortalt til nogen, var den ikke længere en hemmelighed. En løgn var en løgn og sandheden var bare … sandheden. En hemmelighed var en hemmelighed, hvis man enten fortiede sandheden eller direkte løj om sandheden. Det var dengang, verden var til at forstå. Dengang der var de onde og vi var de gode. Det var dengang, et brev var mindst en nat om at nå frem til modtageren – og man kunne godt vente på svar retur i flere uger. For enhver forstod, at det tog tid at skrive et brev. Det var dengang, vi kun tog telefonen, når vi var hjemme – til gengæld tog vi den så altid, for der var intet “vis nummer” og det kunne jo være et livsvigtigt opkald. 

Her i begyndelsen af 40’erne er jeg vist endelig begyndt at forstå hemmelighedernes facetter. Nogle af dem i hvert fald. Og at sandheden ikke findes. Der er kun de øjne, som ser, fortolker, forstår, sætter ind i sit eget erfaringsgrundlag og dermed skaber sin egen betydning. Når vi alle er forskellige og unikke, må der jo så være lige så mange forskellige og unikke sandheder. Wow!

Der er ubevidste hemmeligheder, offentlige hemmeligheder, uofficielle hemmeligheder. Der er personlige, private og parforholdshemmeligheder. Der er venindehemmeligheder og hemmeligheder mellem forældre og børn. Der er familiehemmeligheder. Bevidste hemmeligheder, barske hemmeligheder, skåne-hemmeligheder, gode hemmeligheder, selvvalgte hemmeligheder. Sorgfyldte hemmeligheder, bange hemmeligheder. Og de glædesfyldte.

Efterhånden er jeg ret sikker på, at løgn ikke findes. Der findes kun hemmeligheder. Der findes selvbedrag. Løgnen er i sidste ende blot et selvbedrag uanset, om jeg lyver for at beskytte mig selv – eller en anden. Hvis jeg føler, at jeg er nødt til at lyve og dermed have en hemmelighed, svigter jeg først og fremmest mig selv.

Og alligevel har jeg valgt at være fuldstændig anonym i denne blog. Så har jeg jo en hemmelighed – igen. Dem er der mange af.

Det er vigtigt for mig at være anonym, mere vigtigt end ikke at have en hemmelighed. Jeg vil kunne skrive lige, hvad jeg tænker – uden at være bekymret for, hvem i min omgangskreds som kunne blive såret eller bekymret eller hvad ved jeg. Jeg vil være en rigtig kvinde og lade tankerne udvikle sig, mens jeg skriver. Jeg vil oven i købet forbeholde mig retten til at skifte mening, modsige mig selv, skifte emne, skifte humør, glemme, hvad jeg var i gang med og være fuldstændig ligeglad med, hvad jeg skriver om. Det bliver en udfordring kun at skrive til mig selv.





Hello world!

29 12 2007

En passende måde at entre denne blog på, synes jeg.

Og lader ordene og filmen tale for sig selv et øjeblik.