Forfatter? Status på udfordringen at skrive en bog på 24 dage…

27 02 2008

Hmm … Deadline var vist i går. (Indledningen siger det hele, ikke?)

Nej, jeg blev ikke helt færdig. Nåede ret langt, men mangler finpudsningen og nogle overordnede beslutninger.

Status er altså, at jeg ikke nåede målet: “At blive klar til udgivelse”. Jeg er nu alligevel tilfreds med resultatet, for det er virkelig kun finpudsningen, som mangler. Og det er faktisk at være ret langt, synes jeg 😉

Og rygning? Nej da. Rygestoppet holder. Og jeg tilføjer IKKE “endnu”, for hvis jeg gjorde det, åbnede jeg også for muligheden.
Rygestoppet holder.





Udfordring: At skrive en bog på 45 dage.

27 01 2008

Harning har udfordret sig selv og alle, som har lyst til at følge med, til at skrive en bog på 45 dage. Harning har bestemt sig for en titel og så skal der ellers planlægges, researches, skitseres og skrives. Jeg glæder mig til at følge udviklingen på bloggen.

Og så har jeg tænkt mig at tage udfordringen op. Det er måske en anelse lurepasseri, fordi min partner og jeg allerede har et råt manuskript, som blot mangler redigering … som selvfølgelig også tager tid, men vi er dog foran Harning, som først skal have skrevet hele råmaterialet. Pyt med lurepasseri – jeg/vi har brug for en deadline for at få gjort bogen færdig. Og hvorfor så ikke gribe Harnings udfordring?

Målet er at skrive en bog færdig på 45 dage.

Ved at tage Harnings udfordring op har jeg allerede i målformuleringen opfyldt første betingelse på vejen mod at nå et mål:
At tidsbestemme det.
Målet er også realistisk, idet hele råmaterialet er lavet. De 45 dage er derfor rigelig tid til at efter-redigere.
Målet er konkret: Bogen skal være skrevet så færdig, at den kan sendes til et forlag.
Målet er også attraktivt: Det vil give min partner og mig selv stor tilfredshed og glæde at få udgivet denne bog, som betyder rigtigt meget for os begge.
Beviset for, at jeg/vi har nået målet, er, at vi erklærer bogen for færdig-redigeret indenfor de 45 dages frist.





Der er typisk 7 faser i et rygestop.

25 01 2008

Netdoktor.dk har en rigtig god og støttende rygestop-afdeling for alle, som overvejer et rygestop – eller som ønsker at fastholde beslutningen ;-).

Jo, jeg er stadig fuldstændig røgfri – og holder godt fast i det.

Jeg fandt følgende glimrende og meget genkendelige beskrivelse af de 7 faser i et rygestop:

Fra ryger til ikke-ryger

Af Torsten Sonne, cand. psych aut.
Det kan tage lang tid at holde op med at ryge. Rygeren gennemgår typisk en række faser, som hver har stor betydning for, om rygestoppet lykkes. Derfor er det en god idé at kende processen omkring et rygestop, før man går i gang. Med denne bevidsthed, grundig forberedelse, god rådgivning og eventuel støtte fra et rygestopmiddel ved man i dag, at processen kan gå hurtigt og kræve få – nogen gange kun et – forsøg.

© NetDoktor/Clifstock
Der er typisk syv faser i et rygestop.

Man lærer ganske langsomt at blive ryger, og det foregår typisk i 12-16 års alderen. Det har stor betydning, om venner og forældre ryger, samt hvilken social status og gruppetilhørsforhold, man får ved at begynde at ryge. Tobakken giver hurtigt en fysisk afhængighed, som for de fleste bliver stærkt tiltagende i takt med, at forbruget sættes op, og man får et fast rygemønster.

En indgroet vaneRygning kommer også i tiltagende grad til at regulere psykologiske forhold og kan for eksempel tjene til kontrol af følelser og stress. Selve det at ryge udvikler sig over længere tid til en vane, der er sammensat af biologiske, sociale og psykologiske forhold. For at holde op med at ryge, må man udover at overvinde den fysiske afhængighed også afklare hvilke følelser og sindsstemninger, samt sociale sammenhænge og indgroede vaner, rygningen er forbundet med.
Kommer tid kommer rådAt holde op med at ryge er en lang proces. Rygeren gennemgår typisk syv faser, som hver har stor betydning for, om rygestoppet lykkes. I hver fase er rygeren optaget af forskellige ting, derfor har hun også brug for forskellige typer af hjælp og rådgivning. Velmente råd om at ændre rygevaner har ofte en begrænset effekt, hvis rygeren endnu ikke har overvejet at holde op med at ryge. Både rådgivere og rygeren, der overvejer at stoppe, kan derfor have nytte af at kende processen omkring et rygestop.
De syv rygestopfaser

    1. Rygestop…næh

    ©

    I “før-overvejelsesstadiet” overvejer rygeren ikke at holde op med at ryge. Som ryger i før-overvejelsesstadiet er det ikke et problem, at man er ryger, og der er overhovedet ingen ønsker om at holde op. De negative sundhedsmæssige konsekvenser ved rygningen bortforklares eller benægtes: “Hvorfor holde op når forureningen er meget værre” eller “Jeg har aldrig været syg af at ryge”. De ulemper, der er forbundet med rygning, bliver nedtonet og bortforklaret. I stedet fremhæves måske de fordele, som forbindes med rygning: “En ryger er aldrig stresset”, “jeg kan lide smagen” eller “rygere er sjovere mennesker”. Andre bruger begrundelser som: “Jeg har prøvet, men måtte erkende, at jeg ikke har viljestyrken til det”. En hyppig årsag til ikke at overveje rygestop er forventningen om at tage på i vægt.

    2. Skal-skal ikke

    ©

    Overvejelses-stadiet er kendetegnet ved varierende grad af erkendelse og afvejninger af fordele og ulemper ved rygning frem for at holde op med at ryge. At være ryger i overvejelsesstadiet fører ikke automatisk til forsøg på rygeophør. For nogle bliver de modsatrettede følelser over for rygning til et “fangenskab” i overvejelser for og imod, og dermed bliver der ikke gjort mere ved den sag. Ofte vil ambivalens dog føre til det første ændringsforsøg. Rygeren i overvejelsesstadiet vil typisk være indstillet på at gøre et forsøg inden for de næste seks måneder. Dog viser erfaringen, at kun halvdelen i denne fase holder op med at ryge i mere end 24 timer inden for de efterfølgende 12 måneder. Det, som på sigt kan motivere rygeren i overvejelsesfasen til rygestop, er at få øget opmærksomheden på rygning og ophørsmuligheder – blive opmærksom på fordele ved at blive fri for at ryge, informationer om rygnings skadevirkninger, afhængigheden og rygnings virkninger, samt på forskellige ophørsteknikker og hjælpemidler. Ambivalens i forhold til det at være ryger vil præge denne fase, og ”hellige” holdninger fra andre vil ofte blive mødt med modstand.

    3. Nu skal det være

    ©

    I forberedelses- og handlingsstadiet finder man den ryger, som nu vil tage problemet på sig og arbejde med at gøre sig parat til dette. Der er klare intentioner om at ændre adfærd inden for den nærmeste fremtid, oftest inden for en måned. Rygeren, der befinder sig i dette stadie, lytter til gode råd og eksperimenterer med forskellige idéer, der skal hjælpe hende med at holde op med at ryge. Forberedelsen kan blandt andet bestå i at fastlægge en dato for at blive røgfri og tage stilling til hvilke former for hjælp, der vil kunne støtte ophøret. Handlingsstadiet er den periode, hvor rygeren reelt holder op med at ryge. Stadiet varer, indtil hun kan sige, at det at være røgfri overvejende er blevet dagligdag; hvilket i gennemsnit er seks måneder. I handlingsstadiet er langt de fleste modtagelige for direkte hjælp og støtte. Denne hjælp skal helst være så konkret som mulig som for eksempel strategier til at klare abstinenser, korrekt brug af rygestopmiddel, motions- og kosttips etc. En personlig afklaring af fordele og ulemper, eventuelt hjulpet på vej af en professionel, er ofte det, som fører rygeren ind i handlingsfasen.

    4. Åh, hvor fristende

    ©

    Den nyvundne røgfrihed begynder nu at være godt indarbejdet i vedligeholdelsesstadiet. Eks-rygeren har en del erfaring med at håndtere trangen til at ryge, og der går stadig længere mellem, risikable og svære situationer opstår. Hun føler, at det værste er overstået, og at hun godt kan slappe lidt af. I praksis har det dog vist sig, at der fortsat er god grund til at være på vagt, idet det ofte går galt i denne fase. For eksempel hvis det hårde arbejde med at holde op glemmes, og kun erindringen om alt det rare ved at ryge står tilbage. I denne situation melder tanken om at blive festryger eller lige smage en enkelt sig ofte.

    5. Jeg faldt i

    ©

    Der er almindeligt med tre til otte stopforsøg forud for et varigt rygestop. Dette indebærer, at tilbagefald er en naturlig del af ophøret. Efter det første stopforsøg, kan rygeren ikke skippe sin begyndende erkendelse af gerne at ville være røgfri. Derfor begynder rygeren efter et tilbagefald igen i overvejelsesstadiets ambivalens. Hun ønsker på sigt at blive røgfri, men har netop valgt at ryge igen. Det vigtige i forbindelse med tilbagefald er, at rygeren ikke lader sig overvælde af magtesløshed og definerer sig selv som slave af tobakken, men derimod vender blikket mod de ting, som rent faktisk fungerede under forsøget. Ting som hun med fordel kan gøre mere af under næste ophør. Og så ved hun også hvad hendes svage punkt er, og hvor der skal holdes mere fast næste gang

    6. Der er lys forude

    ©
    ©

    Afslutningsfasen er det ideelle mål for alle forsøg på adfærdsændring. Her er så godt som al ambivalens elimineret og aflæringen af den psykologiske og sociale vane i forbindelse med rygning så fuldstændig, at alle situationer kan tackles uden, at det er nødvendigt at ryge.

    7. Det lykkedes.
    Nu er det værste overstået –  men husk!
    Een gang ryger altid ryger, så eks-rygeren skal holde sig fra festrygeriet. Det går galt i 90 procent af tilfældene, og så er det tilbage til overvejelsesfasen igen.

Kilder
Prochaska James O, Norcross John C, DiClemente Carlo C: Changing for Good; Avon Books,1995.Miller og Rollnick: ”Motivations samtalen”, Hans Reitzels forlag 2005Christiansen Irene, Damkjær Henning, Sonne Torsten: Rygning og rygestop – inspiration til professionel samtale. Munksgaard 2002.Sonne Torsten: Røg på liv og død. Månedsskrift for læger, juni 2003Dalum Peter, Sonne Torsten: At tale om forandring, Tobaksskaderådet, 2000Dalum Peter, Sonne Torsten: Hvordan taler man om livsstil?, Tobaksskaderådet, 2000Strømming Merete: Hvorfor vi ryger, PsykologNyt, 54.årgang nr. 20, 2000Specielt til lægens praksis:

Ryger du? Veje til rygestop i almen praksis: Inge Haunstrup Clemmensen et. al., Kræftens Bekæmpelse 2002

Klar Parat Stop – forslag til sundhedsformidling for læger: Eva bang et. al., Den Almindelige danske Lægeforening, Kbh. 2002





14 dage røgfri

6 01 2008

14 dage siden jeg holdt op med at ryge! Der må ønskes tillykke 🙂

Det har været overraskende nemt … sådan i det store hele.
Ind i mellem har rygetrangen hevet i mig, men jeg opdagede, at det var muligt at “snyde mig selv”. Her kogt ned til to “bedste-råd”, som mest af alt er det, som har hjulpet mig i gennem indtil nu:

  1. Skynd dig at gå en tur – en lang tur, så du føler dig frisk og sund og rigtigt kan mærke, at du kan trække vejret ordentligt igennem nu. Jeg kalder det min “trampe-tur”.
  2. Husk, at trangen ikke varer så længe. Sørg for at tænke på noget andet hurtigt – for det ER faktisk muligt og nemt at fokusere på noget andet. Afhængighedsfølelsen/trangen holder ikke så længe. Og der går længere og længere tid mellem “anfaldene” 🙂

Jeg er stadig røgfri og har været det siden 22. december 07. Det har jeg tænkt mig at blive ved med.

Tillykke til mig og mine omgivelser 🙂





At komme røgfri gennem nytåret ;-)

1 01 2008

Hold da helt op. Dét var en kamp – af de svære. Jeg vil vove den påstand, at den sværeste modstander til enhver tid er én selv – og det fik jeg at mærke nytårsaften og -morgen.

Vi holdt nytårsfest med min ældste veninde (ryger), hendes mand (ryger) og et par af deres venner (begge rygere). Jeg er som tidligere beskrevet med vilje holdt op med at ryge FØR nytårsaften og nu skulle beslutningen (be)vise sit værd … og styrke. Det er altså kun 8 dage siden, jeg holdt op med det der røg – og jeg røg temmelig meget.

Selve nytårsaften gik det egentlig okay.  Enkelte gange meldte trangen sig rimeligt kraftigt. Så var det bare om at komme ud på dansegulvet 😉 … på den måde glemte jeg trangen igen.

Men her til morgen?!? Dét var det allersværeste. Jeg har ingen anelse om hvorfor … men det var virkelig svært. Vi overnattede hos min veninde og hendes mand og da de tændte morgen-smøgen, rev og flåede det i mig. Jeg havde to valgmuligheder: Enten pakke med lynets hast og køre hjem … eller over-spise for første gang. Jeg valgte altså det sidste. Jeg VILLE ikke “falde i”. Jeg véd, at hvis jeg først tager et sug af en cigaret, så hænger jeg på den igen. Og så er disse hårde dage spildt arbejde.

Puha … Jeg kan kun komme igennem det ved at blive ved at sige til mig selv, at det er SLUT med røg. Og så skynde mig videre.

Men – det lykkedes at komme gennem nytårsfesten og -morgenen uden at ryge. Jeg kan godt mærke stoltheden over det men også … hmm … overraskelsen over, hvor stærk sådan en afhængighed er. Det’ da helt vildt!

Godt nytår (igen!)





Godt nytår … og eftertanker.

31 12 2007

Årets sidste døgn er netop i gang. Jeg ønsker dig selvfølgelig et vidunderligt 2008 med masser af glæde, nye erkendelser, udvikling.

Tid til eftertanke. Sådan har jeg det i hvert fald hvert eneste år på netop dette tidspunkt. Eftertanke.

Hvad nåede jeg i det forløbne år? Nåede jeg egentlig det, jeg gerne ville?

Ja, det tror jeg nok.
Vi indspillede 10 – 11 numre til den nye pladeudgivelse i 2008. Det 11. nummer slipper sandsynligvis ikke gennem nåleøjet, men så er der da 10 numre. Det er okay.
Bestillinger til spille-jobs fra folk, som har hørt os spille andre steder. Det er skønt.
Fik aftalen om den ældstes konfirmation på plads med hans far. Stor lettelse.
Har fået mere kontakt med min ældste veninde igen. Stor glæde.
Og, nåeh jo: Er holdt op med at ryge. Det er jeg ret stolt af 😉
Hmm … blev også lovet forfremmelse i jobbet. OK – især, hvis lønnen følger med. Dér skal jeg være mere skarp.
Er i færd med at konsolidere hele vejen rundt. Det er godt.
Vandt varmesagen mod min tidligere udlejer. Kæmpelettelse.
Fik flere hjemmesider på plads. Skønt.

Hvad lærte jeg?
At jeg vinder ved at sige, hvad jeg tænker og føler.
At jeg får, hvad jeg har brug for.
At jeg har, hvad jeg ønsker.
At jeg kan gøre, hvad jeg vil.
At autenticitet og kongruens er noget nær de vigtigste personlige værdier i mit liv.

Hvad vil jeg gerne fortsætte med i 2008?
Sørge for at få de time-outs, jeg har brug for … pauser til at tanke op og tænke.
Dejlige pauser og samvær med den nærmeste familie.
Færdiggøre pladen.
Konsolidere … økonomi og arbejdssituation.
Motionere mere – holde vægten. (Taler ikke om rygestop, for det ER jo sket, ik’?) Fortsætte med en lang gåtur hver dag, måske begynde at løbe turen i stedet, men det er ikke et must.
Gerne udvikle flere venskaber, som allerede er spirende.
At lære mere om The Work og The Law of Attraction.
Også gerne lære mere spirituelt.

Jeg er overbevist om, at 2008 bliver et godt år. Et konsolideringsår, ja, og et udviklingsår.

Godt nytår! 🙂

Pst! Her kan du læse lidt sjov information om, hvorfor vi holder nytår og om det er første eller sidste tone, som ringer det nye år ind. Klik her





Farvel tobak – dog ikke som nytårsforsæt!

30 12 2007

Af en eller anden grund tror jeg ikke rigtigt på nytårsforsætter.
Når jeg står dér 5 minutter i årsskiftet, bliver grebet af højtideligheden og skynder mig at fabrikere et løfte …

Jeg vil tabe mig 5 kg.” eller “Jeg vil holde op med at ryge.”

… er det ikke en bevidst beslutning, jeg har truffet. Jeg mangler f.eks. at gøre op med mig selv, hvad det egentlig betyder for mig.

Hvorfor?
Hvordan?
Hvad skal/vil jeg gøre?
Hvornår?
Hvad vil det betyde for mig og min omverden? 

Før disse spørgsmål er besvaret og følt, har jeg ikke i virkeligheden truffet en beslutning.
Så har jeg bare udsendt et ønske, en drøm, en fantasi.

—————ooo0ooo————-

Jeg købte en hel karton cigaretter i december. Mens jeg røg mig igennem dem, besluttede jeg at holde helt op, når den sidste smøg i kartonen var røget. Det er meget nemmere skrevet her, end det var 😉

Den 22. december 2007 kl. 14.15 var jeg i gang med den sidste cigaret.
Lige før det aller, allersidste sug så jeg nærmere på den og takkede den pænt for alt det, den har betydet for mig igennem årene. For det er jo ikke så lidt. Cigaretten har været min ven og ved min side i mange, mange år. Den har trofast stået mig bi i pauser, i kriser, i pressede situationer, til fester og i hyggelige stunder. Når jeg kedede mig, når jeg var småsulten, når jeg havde brug for en time-out. Når jeg kørte i bil, lyttede til musik, talte i telefon.

Den fortjente altså et pænt farvel. Og tak. Det er et vemodigt farvel.

 Og SÅ begyndte de lange vandreture i omegnen! Den ene travetur efter den anden, hver gang smøgtrangen meldte sig. En god, lang travetur hjælper både på rastløsheden og den stigende vægt efter rygestoppet.

For det går GODT nok hurtigt med vægtforøgelsen, når kroppen pludselig ikke længere får den nikotin, den plejer at få. Uanset at jeg – hovedet på blokken – virkelig ikke spiser mere end jeg plejer.

Der er kun gået 8 dage siden rygestoppet – og vægten er steget fra knap 73 kg. til 76,6 kg. Jeg strider mig videre i al slags vejr på mine traveture.

I dag fandt jeg en rigtig god hjemmeside om rygestop her. Især under fanebladet “dit rygestop dag for dag” kunne jeg genkende beskrivelserne af hver enkelt dag. Listen kan jeg virkelig bruge til at hjælpe med fastholdelsen i rygestoppet – gid jeg havde fundet den lidt før ;-).
Om dag nr. 8 (that’s me today!):

Dag 8
Din ånde er blevet friskere – du er kysseklar!
(Skønt!)

Dag 9
Din stemme er blevet klarere og renere.

Dag 10
Tobaksrøg i dine omgivelser begynder at irritere dig. Det er et godt tegn på, at du er ved helt at slippe afhængigheden.

Dag 11
Dit ansigt har fået en klarere og friskere kulør, og dine tænder er blevet renere – nyd det!

Dag 12
Din morgenhoste og slim i halsen er sikkert væk. Du har en stærk følelse af at have tjek på situationen.

Dag 13
Du føler dig mere udhvilet om morgen, du er ovenpå. Din lugtesans er forstærket, og du kan lugte røg, som hænger i tøjet – få det vasket i en fart.

Dag 14
Godt gået! Du er nået mere end halvvejs mod et liv som x-ryger. Der kan gå flere timer, ja måske halve dage, hvor du ikke tænker på smøger. Husk bliv ikke overmodig … 1 …2 …3 smøger og du er ryger igen …

 ————–ooo000ooo————

Listen er kun på 14 dage og jeg er lidt mere end halvvejs. Beslutningen er stadig stærk.
Målet er ganske enkelt et sundere (og rigere) liv 🙂

Og det er ikke et nytårsforsæt. Det er en beslutning, som gælder mit liv … hele livet.

Gode råd og dine erfaringer er meget velkomne!