Grill-regler og (køns-)roller

5 08 2010

Jeg har fundet denne beskrivelse af de uskrevne regler for grillsæssonen – og videregiver den hæmningsløst:

Når en mand frivilligt melder sig til at grille, sættes en række af begivenheder i bevægelse:

Rutinemæssigt:

1. Kvinden køber maden
2. Kvinden laver salat, forbereder grøntsager og laver dessert
3. Kvinden forbereder kødet, marinerer mv, placerer det på en bakke sammen med de nødvendige køkkenredskaber og saucer, og tager det med ud til manden, som er placeret ved siden af grillen – med en øl eller et glas rødvin ved hånden
4. Kvinden forbliver fortsat udenfor den obligatoriske tremeters zone, hvor en overflod af testosteron og andre mandlige aktiviteter kan finde sted uden indblanding fra kvinden

Her kommer den vigtige del:

5. Manden placerer kødet på grillen

Mere rutine …

6. Kvinden går ind for at organisere tallerkner og bestik
7. Kvinden kommer ud for at fortælle manden, at kødet ser lækkert ud. Han takker hende og spørger, om hun vil hente endnu en øl eller et glas vin, mens han vender kødet.

Vigtigt igen:

8. Manden tager kødet af grillen og giver det til kvinden

Mere rutine:

9. Kvinden forbereder tallerkner, salat, brød, tilbehør, servietter og saucer og sørger for, at det hele kommer på borde
10. Efter spisning sørger kvinden for at rydde af bordet og vasker op

Og vigtigst af alt:

11. Alle roser manden og takker ham for hans madlavningsindsats
12. Manden spørger kvinden om hun nød sin friaften, og når han ser hendes irriterede reaktion, konkluderer han endnu en gang, at det bare er umuligt at glæde kvinder!

Retfærdigvis skal det siges, at Manden her i huset sagtens kan planlægge, købe ind, klargøre kød, marinere og grille kød, pølser og brød. Han er også god til at tænde op i grillen og rense den. Når vi ikke lige taler om grill, men almindelig dagligdags madlavning, er Han en troldmand i køkkenet – til stor glæde for mig.

Reklamer




Ansigtsbogen …

3 03 2008

Jaeh, det er Facebook.
Jeg har været bruger i en måned og det er gået stærkt med at udforske det.
Manden er også blevet bruger. Faktisk var det mig, som sendte ham derind, så vi kunne spille spil sammen; det er sjovt og hyggeligt.
Vi har nu begge fundet og genfundet adskillige venner der. Og så begynder der at komme venners venner til. Venners single-venner, som på en eller anden måde har “fri adgang” til kontakt, netop fordi de er venners venner. Det er jo også spændende at møde nye, interessante mennesker.

Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal mene om Facebook. På den ene side er det sjovt og givende at få kontakt med vennerne – og skabe nye venner på den måde. Bonus er også, at man kan spille spil med vennerne og kæresten. Hyggeligt.

Og vanedannende.
Og nok også farligt for familielivet. Det er nemt, hurtigt, sjovt, spændende at være i kontakt med vennerne og potentielle venner og udfordre hinanden i alle mulige og umulige ting. Man føler sig hurtigt attraktiv i spejlingen af brugernes behov for anerkendelse. Det kræver næsten et overmenneske ikke at blive suget ind i forestillingen om det menneske, man gerne vil være – og som er så uhyre nem at fremstille på nettet.

Hvor sjovt er det så, at karkluden også skal svinges over køkkenbordet og at kæresten er lidt kedelig og træt i dag?

Næh – så er der er altså sjovere på Facebook. Der er også altid én, som har tid til at snakke. Eller spille et spil.

Vi flytter energien ud af familielivet og ind i overfladiske netværk på den måde.

Okay, nu ved jeg godt, hvad jeg mener om Facebook:
Jeg skal straks trække følehornene lidt til mig og begrænse brugen.
Energien ind i familien igen.

Det er jo dér, kærligheden er.





Omformulering af mål: At skrive en bog på 24 dage!

29 01 2008

Harning har netop fortalt mig, at deadline i udfordringen er den 23. februar. Så næsten halvdelen af de oprindelige 45 dage er gået, der er 24 dage tilbage. Wow!

Jeg er ikke sikker på, at jeg/vi når det til den 23 februar … gr. forskellige andre arbejdsmæssige deadlines lige i denne periode – men vi kan da gøre et forsøg 🙂

digtafon spurgte, hvad vores bog handler om … og det kunne jeg mærke, at jeg ikke rigtigt er klar til at afsløre endnu. Se evt. kommentarerne her.





Farvel tobak – dog ikke som nytårsforsæt!

30 12 2007

Af en eller anden grund tror jeg ikke rigtigt på nytårsforsætter.
Når jeg står dér 5 minutter i årsskiftet, bliver grebet af højtideligheden og skynder mig at fabrikere et løfte …

Jeg vil tabe mig 5 kg.” eller “Jeg vil holde op med at ryge.”

… er det ikke en bevidst beslutning, jeg har truffet. Jeg mangler f.eks. at gøre op med mig selv, hvad det egentlig betyder for mig.

Hvorfor?
Hvordan?
Hvad skal/vil jeg gøre?
Hvornår?
Hvad vil det betyde for mig og min omverden? 

Før disse spørgsmål er besvaret og følt, har jeg ikke i virkeligheden truffet en beslutning.
Så har jeg bare udsendt et ønske, en drøm, en fantasi.

—————ooo0ooo————-

Jeg købte en hel karton cigaretter i december. Mens jeg røg mig igennem dem, besluttede jeg at holde helt op, når den sidste smøg i kartonen var røget. Det er meget nemmere skrevet her, end det var 😉

Den 22. december 2007 kl. 14.15 var jeg i gang med den sidste cigaret.
Lige før det aller, allersidste sug så jeg nærmere på den og takkede den pænt for alt det, den har betydet for mig igennem årene. For det er jo ikke så lidt. Cigaretten har været min ven og ved min side i mange, mange år. Den har trofast stået mig bi i pauser, i kriser, i pressede situationer, til fester og i hyggelige stunder. Når jeg kedede mig, når jeg var småsulten, når jeg havde brug for en time-out. Når jeg kørte i bil, lyttede til musik, talte i telefon.

Den fortjente altså et pænt farvel. Og tak. Det er et vemodigt farvel.

 Og SÅ begyndte de lange vandreture i omegnen! Den ene travetur efter den anden, hver gang smøgtrangen meldte sig. En god, lang travetur hjælper både på rastløsheden og den stigende vægt efter rygestoppet.

For det går GODT nok hurtigt med vægtforøgelsen, når kroppen pludselig ikke længere får den nikotin, den plejer at få. Uanset at jeg – hovedet på blokken – virkelig ikke spiser mere end jeg plejer.

Der er kun gået 8 dage siden rygestoppet – og vægten er steget fra knap 73 kg. til 76,6 kg. Jeg strider mig videre i al slags vejr på mine traveture.

I dag fandt jeg en rigtig god hjemmeside om rygestop her. Især under fanebladet “dit rygestop dag for dag” kunne jeg genkende beskrivelserne af hver enkelt dag. Listen kan jeg virkelig bruge til at hjælpe med fastholdelsen i rygestoppet – gid jeg havde fundet den lidt før ;-).
Om dag nr. 8 (that’s me today!):

Dag 8
Din ånde er blevet friskere – du er kysseklar!
(Skønt!)

Dag 9
Din stemme er blevet klarere og renere.

Dag 10
Tobaksrøg i dine omgivelser begynder at irritere dig. Det er et godt tegn på, at du er ved helt at slippe afhængigheden.

Dag 11
Dit ansigt har fået en klarere og friskere kulør, og dine tænder er blevet renere – nyd det!

Dag 12
Din morgenhoste og slim i halsen er sikkert væk. Du har en stærk følelse af at have tjek på situationen.

Dag 13
Du føler dig mere udhvilet om morgen, du er ovenpå. Din lugtesans er forstærket, og du kan lugte røg, som hænger i tøjet – få det vasket i en fart.

Dag 14
Godt gået! Du er nået mere end halvvejs mod et liv som x-ryger. Der kan gå flere timer, ja måske halve dage, hvor du ikke tænker på smøger. Husk bliv ikke overmodig … 1 …2 …3 smøger og du er ryger igen …

 ————–ooo000ooo————

Listen er kun på 14 dage og jeg er lidt mere end halvvejs. Beslutningen er stadig stærk.
Målet er ganske enkelt et sundere (og rigere) liv 🙂

Og det er ikke et nytårsforsæt. Det er en beslutning, som gælder mit liv … hele livet.

Gode råd og dine erfaringer er meget velkomne!





Hello world!

29 12 2007

En passende måde at entre denne blog på, synes jeg.

Og lader ordene og filmen tale for sig selv et øjeblik.