Overvågning … NEJ tak!

6 01 2008

Berlingske har en artikel om knivstikkeriet i København. Justitsministeren opfordrer til at komme igang med øget overvågning, se artiklen her.

Jeg er inderligt imod den tiltagende kontrol og overvågning. Det seneste, jeg har hørt, er rygter om, at der diskuteres, om man skal tage DNA-materiale af alle nyfødte.Jeg gør intet galt. Intet ulovligt. Men jeg vil fan…galeme IKKE overvåges, ligegyldigt hvor jeg er og hvad jeg laver. Mine børn skal IKKE DNA-registreres.Jeg vil til enhver tid kæmpe for min ret til at være fuldstændig anonym og udenfor rækkevidde. Finder faktisk også jævnligt på helt at slukke for mobilen. Bogen “1984″ af George Orwell læste jeg engang i 80′erne og den satte så dybe spor i mig, at jeg nærmest bliver fobisk ved tanken om den konstante overvågen. At overvåge i det omfang, som er tilfældet i f.eks. London, signalerer mistillid i helt uhørt grad. Vi kan da ikke bygge et samfund på dén slags værdier! Dermed har terrorismen netop vundet.Ikke mere overvågning, tak.

I videoen nedenunder kan du høre slutningen af 1984 læst op af selveste forfatteren George Orwell.
Hvis du søger lidt på youtoube.com finder du også filmen 1984, delt op i afsnit. Jeg har ikke selv set den endnu; det er skrevet på to do-listen!

Reklamer




Hvad mødre ikke må gøre … og stalking.

6 01 2008

Faldt over denne artikel i Berlingske Den ondskabsfulde teenagemor i cyberspace.

En historie om en teenagemors chikane og mobning af en 13 årig nabodatter, som herefter begik selvmord. Historien er, at politiet ikke kunne straffe teenagemoderen – og det har nabolaget så gjort i stedet for. Ved hjælp af mobning og chikane af teenagemoderen og hendes mand. Selvtægt …

Jeg indrømmer, at jeg i første omgang reagerede følelsesladet, da jeg læste artiklen. Forfærdelse og … ja, hævn-tanker var ikke fjerne. Tilsat en anelse fryd over, at nabolaget i det mindste kunne sætte grænsen og straffe, når politiet ikke kunne.
Mange, mange andre har denne reaktion. Lori Drew har lukket sin reklamevirksomhed, fordi ingen ville handle med hende længere. Ingen ville handle med dem, som handlede med hende. Masser af mennesker poster oprørte og hadefulde kommentarer, hvor de kan komme af med dem, se her , her og her. En google-søgning på Loris navn – og det vælter frem med links og blogs. Mange, mange bloggere er dykket ned i historien, fordi den i høj grad taler til følelserne.

Hvad får dog en mor til at … chikanere og mobbe en 13-årig nabodatter?
Jo, måske hvis hun er syg/sociopat – så gælder jo ingen etiske regler. Det kan være tilfældet her. I så fald vil hun med meget stor sandsynlighed gøre noget igen – som fælder hende. Og i sit kølvand vil hun allerede have en lang række ofre, som kan fortælle lignende historier om forfølgelse, stalking, chikane.

Og måske … er der en journalist, som har været virkelig dygtig til at skabe en sensationshistorie. Har sat lighedstegn mellem en sårbar teenagers selvmord og My Space-chikane.
Var det nu også sådan, at det udelukkende var My Space-historien, som var den direkte årsag til Megans sørgelige selvmord?

Måske beskytter Lori i virkeligheden sin egen datter ved at påtage sig skylden.
Måske …

Måske er der en masse i historien, som aldrig er kommet frem.

Vi ved det ikke med sikkerhed. Kan vi så dømme? Kan vi tillade os at udøve selvtægt, som i den grad er sket i forhold til Lori Drew?

Så er vi ikke bedre selv.

Lori har stalket Megan, så Megan begik selvmord. Historien får mange, mange mennesker til at stalke Lori … OG hendes mand og børn. Jeg har endda fundet blogs, hvor bloggeren tager så kraftigt afstand fra stalkingen af Lori, så bloggeren stalker stalkeren, som stalker stalkeren. Wow … it’ll never end.