Ansigtsbogen …

3 03 2008

Jaeh, det er Facebook.
Jeg har været bruger i en måned og det er gået stærkt med at udforske det.
Manden er også blevet bruger. Faktisk var det mig, som sendte ham derind, så vi kunne spille spil sammen; det er sjovt og hyggeligt.
Vi har nu begge fundet og genfundet adskillige venner der. Og så begynder der at komme venners venner til. Venners single-venner, som på en eller anden måde har “fri adgang” til kontakt, netop fordi de er venners venner. Det er jo også spændende at møde nye, interessante mennesker.

Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal mene om Facebook. På den ene side er det sjovt og givende at få kontakt med vennerne – og skabe nye venner på den måde. Bonus er også, at man kan spille spil med vennerne og kæresten. Hyggeligt.

Og vanedannende.
Og nok også farligt for familielivet. Det er nemt, hurtigt, sjovt, spændende at være i kontakt med vennerne og potentielle venner og udfordre hinanden i alle mulige og umulige ting. Man føler sig hurtigt attraktiv i spejlingen af brugernes behov for anerkendelse. Det kræver næsten et overmenneske ikke at blive suget ind i forestillingen om det menneske, man gerne vil være – og som er så uhyre nem at fremstille på nettet.

Hvor sjovt er det så, at karkluden også skal svinges over køkkenbordet og at kæresten er lidt kedelig og træt i dag?

Næh – så er der er altså sjovere på Facebook. Der er også altid én, som har tid til at snakke. Eller spille et spil.

Vi flytter energien ud af familielivet og ind i overfladiske netværk på den måde.

Okay, nu ved jeg godt, hvad jeg mener om Facebook:
Jeg skal straks trække følehornene lidt til mig og begrænse brugen.
Energien ind i familien igen.

Det er jo dér, kærligheden er.





Drageløberen af Khaled Hosseini

6 01 2008

Jeg er bagud. Drageløberen er skrevet i 2003 og jeg læser den først nu.
Ved egentlig ikke, hvorfor jeg er gået udenom den så længe. Nu er den læst og det skyldes først og fremmest det gavekort til Bog og Idé, som min bror gav mig i julegave. For da jeg så for 10. gang stod hos boghandleren med Drageløberen i hånden, endte jeg med at lægge den på disken.

 Dét har jeg ikke fortrudt.

Drageløberen, billede hentet på Cicero.dk

Drageløberen er allerede blevet rost af så mange, bla. Isabel Allende, som udtaler: “En vidunderlig bog … Det er en af disse uforglemmelige historier, der virkelig fæstner sig i hukommelsen. Alle de store temaer fra litteraturen og fra livet udgør grundstoffet i denne exceptionelle roman: Kærlighed, ære, skyld, frygt, tilgivelse… Det er så kraftfuldt, at alt andet, jeg læste i lang tid efter, virkede kedeligt.”

 Jeg er enig med fru Allende :-). Romanen er ganske vist skønlitteratur, men forfatteren er fra Afghanistan, er selv flygtet derfra til USA, levede en priviligeret tilværelse i Afghanistan og kun en afghaner kan skrive så empatisk, dybfølt og forståeligt om kulturen og chokket/sorgen over krigen og talibanernes hærgen. Det gør samtidig romanen til et vigtigt og temmeligt nøjagtigt øjebliksbillede af vores tid og af Afghanistans kultur før og efter taliban. Og tilføjer endnu en dimension til bogen.

Historien bærer meget, meget flot i sig selv. To drenge, som er uadskillige i barneårene, skilles af skyldfølelser, jalousi og hemmeligheder. Skyldneren bærer på sit tunge åg og får en dag en telefonopringning fra en gammel ven i Afghanistan, som siger ordene: “Det er muligt at gøre uret god igen.” Og nu træder forfatteren i karakter med sine fabelagtige beskrivelser af menneskelighed, følelse, forståelse, ydmyghed, skyldfølelser, angst … og i sidste ende den inderste betydning af kærlighed.

Forfatteren har udgivet endnu en bog “Under en strålende sol”, som jeg absolut også må have fat i!

Under en strålende sol - hentet fra cicero.dk