Frikendt og kampen fortsætter

17 06 2017

Jeg er godt bekendt med internettets muligheder.

Efter biopsien af knuden i mit venstre bryst, sagde de, at jeg skulle ringe den 20.6. for at aftale tid til samtale om resultatet af biopsierne. Længe at vente!

Men så var det, jeg kom i tanke om sundhed.dk. Jeg havde lige været derinde for at finde min oversigten over min søns vacciner. Loggede ind på min egen profil i håb om, at laboratorierne er så effektivt koblet på IT, at et eventuelt testresultat ville blive uploadet til min sundhed.dk-profil i samme øjeblik, det blev registreret i laboratoriets IT-system.

Tanken strejfede kort, om jeg havde lyst til selv at læse resultatet uden en læge ved siden af. Men Manden sad ved siden af og selv, hvis knuden viste sig at være ondartet, var jeg sikker på, at uvisheden var værre. Uvished er magtesløshed er ventetid er tilbageholdt åndedræt. Klartone. Ikke-liv.

Så jo, jeg ville gerne vide resultatet. Nu.

Svaret var kommet fra laboratoriet.

En dyb vejrtrækning og klik på linket til diagnosen.

Der var ikke noget malignt. Ingen cancer.

Jeg er frikendt.

Samtalen med lægen om mors operation eller ej var god. Vi var i stand til faktisk at høre, hvad lægen sagde, netop fordi vi talte med en yderst kompetent rådgiver fra Kræftens bekæmpelse dagen i forvejen. Rådgiveren gav os ro i sjælen: Man kan leve meget længe med cancer som kronisk sygdom og jævnlig “medicinering” (kemo) for at holde den nede. Man kan dø af alt muligt andet i mellemtiden – ligesom alle andre mennesker gør.

Og i lyset af, hvor fantastisk godt min mor klarer kemobehandlingen – helt uden bivirkninger (undtagen hårtabet) – så virker det som en overkommelig besked.

Så vi kunne rent faktisk høre, hvad lægen fortalte. Jo, de ville gerne operere – men budskabet er, at min mor ikke bliver rask og fri af cancer af en operation.

I øvrigt er det en meget stor operation, hvor de fjerner alt, hvad der er cancer – også tarme, hvis det sidder der – og så skulle min mor også have stomi. Cancertallet var faldet til 114, hvilket ikke er særligt højt (startede på over 400 før kemo).

Lægen anbefalede, at vi tog en samtale med Odense sygehus om operationen for at få mere information før beslutningen. Tilbuddet om operation får man kun én gang. Så beslutningen skal tages på et så godt oplyst grundlag som overhovedet muligt.

Så kampen fortsætter.

Jeg spurgte til arvelighed. Det bliver også undersøgt. For måske skyldes min mors gentagne angreb af forskellige former for cancer en mutation i et gen. Og det er arveligt.

Fødderne er i startblokken og vi kæmper videre.

 





Bøllehatte, kemo, biopsi og besked

14 06 2017

10 bøllehatte blev det til. Hæklet i forskellige farver og former.

For når man kun kan bruge den ene hånd og derfor ikke selv kan tage sin nye paryk på, skal man kunne vælge en ny, sød hat, som passer til tøjet, når man har lyst. Hæklenålen har glødet.

Kemoen tåler min mor fint. Jeg fik hende til at tage cannabisolie og hun har ingen – som i INGEN – bivirkninger af kemoen ud over hårtabet. “Jeg er frisk som en fisk”, siger hun og påstår, at hun ikke har følt sig så rask siden november, hvor hun fik influenza.

Den første tid før opstart af kemo gik med ture ind og ud af sygehuset for at få tømt lungen for vand. 1,2 liter, 2,4 liter og så 4 liter. Med korte intervaller.

Nu er der gået 3 uger siden sidste tømning af lungen på 4 liter. Det er et godt tegn. Cancertallet er også faldet. Godt tegn.

I sidste uge blev hun scannet for at finde ud af, om kemoen har fået cancercellerne til at trække sig så meget, at hun kunne opereres. I dag fik vi besked: Det kan de ikke.

“Er det begyndelsen til enden?”, spurgte min mor mig i telefonen. Grådkvalt.

“Jeg kommer med det samme”, svarede jeg – og fik heldigvis det lyse indfald at ringe til Kræftens Bekæmpelse, deres pårørende-linje, for at høre, hvad i alverden man siger til sin mor som trøst og opmuntring efter sådan en besked.

Det er ikke en dødsdom, sagde de. Det kan være, at det “bare” bliver som en kronisk sygdom, som hun kan leve med i mange år, hvis man holder øje med kræften og ind i mellem behandler med kemo.

Der er håb.

Endnu.

I går var jeg selv til mammografi og ultralydsscanning.

I sidste uge fandt jeg en hævet lymfeknude under venstre armhule og lægen sendte mig afsted med en henvisning til en … kræftpakke.

Jeps.

Samme situation som for 13 år siden, hvor jeg fik undersøgt en knude i venstre bryst, samtidig med min mors brystkræft-operation.

Surrealistisk.

Afsted til undersøgelsen og denne gang heldigvis med en kvindelig læge. Ja, det betyder noget. Meget, faktisk.

Hun var meget grundig og bedyrede, at hun godt kunne se lymfeknuder i armhulen, men de var harmløse. Til gengæld kunne hun se, at den knude, jeg fik undersøgt for 13 år siden, var vokset til 1,7 cm (tidligere 0,6 cm). Så hun tog biopsi, 4 af slagsen.

Og nu venter jeg så på den 20. Juni, hvor jeg skal ringe for at bestille en tid til samtale om resultatet.

Imens tager vi til onkologisk afdeling i morgen for at tale med min mors læge, som gav besked i dag om, at der ikke bliver nogen operation. Iøvrigt ville de også gerne lige have en biopsi af en hævet lymfeknude ved min mors hals.

“Jeg er sikker på, det ikke er noget”, sagde min mor. “Den er bare hævet, fordi de stak mig så mange gange til blodprøven. Hvis det var brystkræft i brystet, ville det have været en hævet lymfeknude i armhulen.”

Ja. Det ved jeg.

Jeg kan ikke fortælle hende det.





Min mor er syg

30 04 2017

Erkendelsen dæmrer og trænger stille ind. Min mor er syg. Og det er alvorligt.

For 13 år siden havde min mor brystkræft. Knuden var for stor til at operere og hun skulle have kemo før operation. Jeg healede hende mange gange og hver gang, hun fik kemo.

Den første gang med kemo var skelsættende. Hun var min mor og helt sig selv, men så dryppede de gift i hende. SÅ blev hun syg. Der gik det for alvor op for mig, at det har var alvorligt. Håret faldt af og jeg klippede de sidste totter. Knuden i maven … mærkbar.

Jeg lærte at græde uden lyd. At være der – lige midt i kaos.

Jeg lærte om min bror, at vi ikke kunne tale om det. Han ville kun fokusere på, at hun blev rask. Jeg trængte til at tale med ham om, hvor skidt hun havde det. Ikke for at gøre hende mere syg, end hun var, men for at læsse af. For jeg var der. Så det. Så hende. Hørte hende. Mærkede fortvivlelsen.

Men han kunne ikke. Der mistede jeg min bror som sjælefælle – ganske vist – men i de efterfølgende 13 år har jeg ikke talt med ham om noget af betydning. Så det betød noget. Dengang.

Mor overlevede. Da de fjernede brystet og lymfekirtlerne efter 4 gange kemo, var der ingen spor af kræft. Ingen.

Mirakuløst.

Alligevel skulle kemobehandlingen gøres færdig og derefter strålebehandlingerne.

Ingen fortalte os, at strålerne kunne gøre skade på lungerne. Vi følte, at der ikke var noget valg – for tænk nu, hvis der var bare en enkelt, lille kræftcelle tilbage og for en sikkerheds skyld. Så strålingen blev gennemført.

Hun fik en blodprop efter nogle år. Den lammede hendes højre hånd – men genoptræningen virkede og hun fik førligheden tilbage. Den dag, det skete, ringede min far til mig og fortalte, at hun talte med en kartoffel i munden. At hun havde ondt i den ene arm. Den var kraftesløs.

“Har du ringet 112, far?” Det havde han ikke. Han ringede til mig. “Ring med det samme – som i NU” – jeg kommer!”

Da jeg kom, holdt ambulancen der allerede og redningsfolkene sagde, at hun havde fået en blodprop. Men genoptræningen virkede og hun fik førligheden igen i venstre hånd. Hun kunne ovenikøbet spille golf igen.

Et halvt år senere fik mor en blodprop igen. Denne gang sad jeg på min terrasse, da min far ringede. Og denne gang havde han først ringet 112 og derefter til mig med det samme. Og selvom jeg kun bor 500 meter væk, var ambulancen igen ankommet før mig. Hun sad på gulvet i køkkenet. Var faldet om og min far havde hørt en mærkelig lyd. Han rejste sig og så efter, fordi hun ikke svarede ham.

“Hvordan har du det?” Spurgte redningsfolkene. Og hun sagde, at hun havde det nogenlunde. Fra min plads bag hende rystede jeg på hovedet til redningsfolkene. Nej, hun havde det ikke nogenlunde. “Jeg besvimede vist bare”, mumlede hun.

“Sig noget mere”, sagde han. “Der er ikke noget galt, jeg besvimede bare”, mumlede hun igen. Og jeg rystede på hovedet til manden igen.

Hun kom på sygehuset, selvom hun ikke ville. Og der blev det værre. Talen forsvandt og hun blev tydeligt irriteret, når hun ikke kunne svare rigtigt på sygeplejerskernes spørgsmål. Hun kendte svaret, men der kom andre ord ud.

Denne gang var det højre arm, som ikke rigtigt virkede. Den samme arm, som også havde lymfodem efter bryst-operationen. Den var tung af vædske. Genoptræningen gav lidt styrke tilbage – men ikke nok. Hun kunne bevæge fingrene men ikke holde fast på noget.

Armen blev tungere og tungere i årene efter. Men hun trænede og gav ikke op. Jeg måtte klippe hendes negle på hendes højre hånd, fordi hun ikke kunne gøre det med sin venstre. Hun var højrehåndet. Engang.

Sådan gik nogle år. Cirka hver tredje uge klippede jeg hendes negle. Og hun og min far kunne stadig leve deres liv med rejser, havearbejde, samvær med mange venner og hygge.

I januar i år blev mor syg. Influenza, sagde lægen. I februar fik hun konstateret kold lungebetændelse, fordi hun blev ved med at hoste. Infektionstallet var også for højt, så det ville lægen lige holde øje med.

I marts kom hun til kontrol for infektionstallet. Det var blevet endnu højere. Men det kunne jo stadig skyldes lungebetændelsen, sagde lægen.

Så bad min mor lægen om at kigge på hendes mave. Min mor havde tabt sig 12 kilo ved at følge en diæt, fordi hun syntes, hun var blevet for tyk. Men maven var stadig stor og det var uforståeligt, at den blev ved med at være så tyk.

Lægen sendte hende til nærmere undersøgelse.

“Nu skal du ikke blive bange, men jeg laver en henvisning til en kræftpakke – fordi så går det hurtigt. Det betyder ikke, at du har kræft”, sagde lægen.

Samme eftermiddag blev mor indkaldt til scanning dagen efter. Der var for meget, som lyste op – forkert.

Ny henvisning, endnu mere, som lyste op. Forkert. Der var også vand i den ene lunge. Lægen sagde, at hun skulle have is i maven og lade vand i lungen være vand – fordi de først skulle finde ud af, hvad det var for noget, som lyste forkert op i underlivet.

Så fik hun svært ved at trække vejret. Blev siddende i stolen, fordi hun ikke kunne gå ud til toilettet uden at blive forpustet.

Blev indkaldt til biopsi af livmoderen og en lymfekirtel i lysken.

Mens hun lå på sygehuset for at få det gjort, bad jeg sygeplejersken om at give hende ilt. “Hun mister jo sine kræfter, når hun ikke kan få ilt nok”.

Sygeplejersken zoomede ind og talte med en læge – afsted til røntgen af lungen. 1 liter vand – det skulle ud.

Hjertet galopperede med hjerteflimmer. Hjerteafdelingen overvågede hjertefunktionen.

Nu lå hun dér – med dræn i lungen, ilt i næsten og målere allevegne for at måle hjertet.

Jeg hjalp hende på toilettet med alt grejet, når hun havde brug for det. Var med. Var der. Sendte besked pr sms til min bror om, hvordan det gik.

Hun kom hjem – og et par dage senere afsted igen – fik denne gang tømt lungen for 1,2 liter vand.

Samtalen om biopsierne kom – og ja, mor havde ganske rigtigt kræft. I æggestokkene, i livmoderen, i lymfekirtlerne og på lungehinden. Operation var ikke mulig nu. Så kemo først – igen.

Tid bestilt til onkologerne og endnu en tur til sygehuset efter et par dage for at få tømt 2,5 liter vand af lungen. Det var nu tredje gang.

I overmorgen starter kemobehandlingerne. Min mor er desperat over, at hun ikke kan bevæge sig, at hun ikke kan være den stærke, aktive kvinde, som hun plejer at være. Hun er fortvivlet over, at hun ikke har så mange kræfter længere og frygtelig bange for, at hun ikke kan tåle kemobehandlingen, som er en af de rigtigt skrappe.

De siger, hun mister sit hår allerede efter første kemobehandling. Hun har fået bestilt en paryk, som er smart og ligner hendes eget hår.

I går gik det op for hende, at hun ikke selv kan tage den paryk på – med kun én fungerende arm og hånd. Hun græd i telefonen.

Jeg hækler en bølle-sommerhat til hende nu. Er ikke færdig og er bange for, at den bliver for stor.

Men den kan tages på med en hånd.





Brave Miss World – en modig kvinde står frem om voldtægt

7 11 2015

Jeg har set filmen og “Brave Miss World” i dag. Her er hjemmesiden: http://www.bravemissworld.com/

Jeg hylder denne smukke kvinde for at stå frem, for at skammen ikke er hendes og for at være rollemodel for de mange kvinder, som tier.

Hvorfor tier vi?

Når jeg tænker tilbage gennem mit efterhånden lange liv, har jeg flere gange været i hænderne på (for) nærgående mænd. Første gang, da jeg som 13 årig var med til en venindes konfirmation. Hendes onkel var der også – han var faktisk min bordherre. Meget charmerende og galant – og han talte til mig, som om jeg var voksen. Det var jeg meget stolt af. Følte mig smuk, klog og som noget særligt, fordi han ville ofre sin voksen-opmærksomhed på mig.

Senere dansede vi. Og endnu senere havde han – ligesom mange andre voksne til konfirmationen – fået lidt for meget at drikke. Han ville give mig et kram og det kunne jeg jo ikke se noget galt i. Han var meget kærlig og ville også give mig et kys. Jeg var vant til tante-kys i min familie, men pludselig mærkede jeg hans tunge.

Situationen stoppede dér, for jeg fjernede mig – med min venindes hjælp. Hun greb ind og med et indforstået blik til sin anden veninde, sagde hun, at jeg skulle holde mig væk fra ham. Han var klam.

Mange år senere fandt jeg ud af, at den samme onkel faktisk var reel overgrebsmand ift. min veninde. Og selvom vi var tætte, fortalte hun mig det aldrig. Hun talte aldrig om det.

12 år senere blev jeg gift med en mand, som efter nogle års ægteskab ind i mellem voldtog mig om natten. Jeg vågnede op med ham siddende på min brystkasse med knæende på mine overarme. Han forsøgte at voldtage min mund. Det mærkelige for mig selv er, at jeg aldrig sagde “NEJ”. Jeg kæmpede imod og viste med mit kropssprog, at jeg ikke ville – og sådan gik der noget tid, før han opgav.

Vi talte aldrig om det. Når det var sket, behandlede han mig med tavshed og vrede i nogle dage – som jeg husker det. Han signalerede, at han var såret. Jeg endte med at fortrænge det – og det dukkede først op et par år efter skilsmissen – i glimt. Der er gået tid med at forstå, hvad det egentlig var, der skete.

Selvom vi var gift, var det ikke OK. Han havde ikke ret til at tvinge mig til oralsex og han havde ikke ret til at holde mig nede i forsøget. Det er hans skam – ikke min. Det er hans vold. Jeg er ikke hans offer. Jeg er en kvinde, han var gift med – og som han gjorde noget forkert overfor. Det er hans skyld, hans skam.

Ikke min.

Taler jeg om det?

Nej.

Nu har jeg skrevet det her. Den eneste, jeg nogensinde har fortalt om de natlige overgreb fra min ex-mand, er min nuværende mand.

Er det, fordi jeg føler skam?

Måske – men det synes jeg egentlig ikke. Jeg har bare ikke lyst til at tale om det. Jeg tror, de færreste vil forstå. Og jeg orker ikke ribbe op i det hele igen.

Nu har jeg skrevet det her.

Måske har du også oplevelser, som er nemmere at tale om på den måde?





Hvor hurtigt skriver du?

19 08 2010

81 ord

Speedtest





Grill-regler og (køns-)roller

5 08 2010

Jeg har fundet denne beskrivelse af de uskrevne regler for grillsæssonen – og videregiver den hæmningsløst:

Når en mand frivilligt melder sig til at grille, sættes en række af begivenheder i bevægelse:

Rutinemæssigt:

1. Kvinden køber maden
2. Kvinden laver salat, forbereder grøntsager og laver dessert
3. Kvinden forbereder kødet, marinerer mv, placerer det på en bakke sammen med de nødvendige køkkenredskaber og saucer, og tager det med ud til manden, som er placeret ved siden af grillen – med en øl eller et glas rødvin ved hånden
4. Kvinden forbliver fortsat udenfor den obligatoriske tremeters zone, hvor en overflod af testosteron og andre mandlige aktiviteter kan finde sted uden indblanding fra kvinden

Her kommer den vigtige del:

5. Manden placerer kødet på grillen

Mere rutine …

6. Kvinden går ind for at organisere tallerkner og bestik
7. Kvinden kommer ud for at fortælle manden, at kødet ser lækkert ud. Han takker hende og spørger, om hun vil hente endnu en øl eller et glas vin, mens han vender kødet.

Vigtigt igen:

8. Manden tager kødet af grillen og giver det til kvinden

Mere rutine:

9. Kvinden forbereder tallerkner, salat, brød, tilbehør, servietter og saucer og sørger for, at det hele kommer på borde
10. Efter spisning sørger kvinden for at rydde af bordet og vasker op

Og vigtigst af alt:

11. Alle roser manden og takker ham for hans madlavningsindsats
12. Manden spørger kvinden om hun nød sin friaften, og når han ser hendes irriterede reaktion, konkluderer han endnu en gang, at det bare er umuligt at glæde kvinder!

Retfærdigvis skal det siges, at Manden her i huset sagtens kan planlægge, købe ind, klargøre kød, marinere og grille kød, pølser og brød. Han er også god til at tænde op i grillen og rense den. Når vi ikke lige taler om grill, men almindelig dagligdags madlavning, er Han en troldmand i køkkenet – til stor glæde for mig.





Året, som forsvandt

11 02 2010

Hov!

2009 blev væk.
Ud fra antallet af blogindlæg i min blog her i løbet af året 2009 … var det et ret begivenhedsløst år.

Tvært imod.

Det var et på alle måder yderligtgående år.
Jeg har været igennem flere måneders stillesidden med benet op gr. brækket fod – ja, faktisk har det meste af familien været på krykker henover året. Heldigvis på forskellige tidspunkter.

Arbejdsmæssigt har alt stået på den anden ende. Ny direktør, som viser sig at være manipulerende, tromlende og en temmeligt ubehageligt grænseoverskridende. Eller rettere: Fuldkommen blottet for fornemmelse for andre mennesker. Uha – tidligt har jeg lært, at der kun er ét valg, når man har med den slags mennesker at gøre: Dominér eller flygt.

Så tog jeg et skridt ind i de cirkler, hvor det måske er muligt at komme til at dominere.
Dét arbejder jeg på nu.

Så … jo, 2009 blev væk. I travlhed og vildt mange udfordringer. Året blev ikke væk i kedsomhed – det forsvandt i udfordringer.

*ser mig om efter en seng at sove i*





gambling with my body

5 07 2009




X-factor og Seest.

1 03 2009

Remee plejer at have format, synes jeg – og jeg troede faktisk, at han turde gå imod alle forventninger og sende sine egne hjem.
Remee kunne have argumenteret for det – han ville have vist, at han har mod og mandshjerte til at gøre og til at vælge det rigtige, selvom det ville gå ud over hans egen gruppe. Han ville have fået stor anerkendelse for sit mod. Remee, det ville have klædt dig.

Blachman, du har ret i, at unge har et potentiale, som endnu ikke er udviklet – og at AS måske har det også. Men du mister din troværdighed, når du ikke tager stilling til det, som sker i konkurrencen lige nu.

Der var ingen tvivl om, hvem der sang bedst og hvem der var stjerne den aften. Man kan jo ikke konkurrere mod gætterier om fremtiden – og det er vel heller ikke det, denne konkurrence går ud på. Konkurrence må stå mellem det, som reelt sker lige nu i denne konkurrence.

Måske er det i virkeligheden det bedste, som kunne ske for Seest. Han oplever nu, at danskerne kommer op af sofaen og melder sig ind i støttegrupper på Facebook og blogger om det i blogland, fordi retfærdighedssansen er blevet trigget.

Held og lykke, Seest. Kæmp for det – dit talent er det værd og du fortjener det.





Test din skrivehurtighed og slå min rekord ;-)

26 01 2009

87 ord

Speedtest