Erkendelsen dæmrer og trænger stille ind. Min mor er syg. Og det er alvorligt.
For 13 år siden havde min mor brystkræft. Knuden var for stor til at operere og hun skulle have kemo før operation. Jeg healede hende mange gange og hver gang, hun fik kemo.
Den første gang med kemo var skelsættende. Hun var min mor og helt sig selv, men så dryppede de gift i hende. SÅ blev hun syg. Der gik det for alvor op for mig, at det har var alvorligt. Håret faldt af og jeg klippede de sidste totter. Knuden i maven … mærkbar.
Jeg lærte at græde uden lyd. At være der – lige midt i kaos.
Jeg lærte om min bror, at vi ikke kunne tale om det. Han ville kun fokusere på, at hun blev rask. Jeg trængte til at tale med ham om, hvor skidt hun havde det. Ikke for at gøre hende mere syg, end hun var, men for at læsse af. For jeg var der. Så det. Så hende. Hørte hende. Mærkede fortvivlelsen.
Men han kunne ikke. Der mistede jeg min bror som sjælefælle – ganske vist – men i de efterfølgende 13 år har jeg ikke talt med ham om noget af betydning. Så det betød noget. Dengang.
Mor overlevede. Da de fjernede brystet og lymfekirtlerne efter 4 gange kemo, var der ingen spor af kræft. Ingen.
Mirakuløst.
Alligevel skulle kemobehandlingen gøres færdig og derefter strålebehandlingerne.
Ingen fortalte os, at strålerne kunne gøre skade på lungerne. Vi følte, at der ikke var noget valg – for tænk nu, hvis der var bare en enkelt, lille kræftcelle tilbage og for en sikkerheds skyld. Så strålingen blev gennemført.
Hun fik en blodprop efter nogle år. Den lammede hendes højre hånd – men genoptræningen virkede og hun fik førligheden tilbage. Den dag, det skete, ringede min far til mig og fortalte, at hun talte med en kartoffel i munden. At hun havde ondt i den ene arm. Den var kraftesløs.
“Har du ringet 112, far?” Det havde han ikke. Han ringede til mig. “Ring med det samme – som i NU” – jeg kommer!”
Da jeg kom, holdt ambulancen der allerede og redningsfolkene sagde, at hun havde fået en blodprop. Men genoptræningen virkede og hun fik førligheden igen i venstre hånd. Hun kunne ovenikøbet spille golf igen.
Et halvt år senere fik mor en blodprop igen. Denne gang sad jeg på min terrasse, da min far ringede. Og denne gang havde han først ringet 112 og derefter til mig med det samme. Og selvom jeg kun bor 500 meter væk, var ambulancen igen ankommet før mig. Hun sad på gulvet i køkkenet. Var faldet om og min far havde hørt en mærkelig lyd. Han rejste sig og så efter, fordi hun ikke svarede ham.
“Hvordan har du det?” Spurgte redningsfolkene. Og hun sagde, at hun havde det nogenlunde. Fra min plads bag hende rystede jeg på hovedet til redningsfolkene. Nej, hun havde det ikke nogenlunde. “Jeg besvimede vist bare”, mumlede hun.
“Sig noget mere”, sagde han. “Der er ikke noget galt, jeg besvimede bare”, mumlede hun igen. Og jeg rystede på hovedet til manden igen.
Hun kom på sygehuset, selvom hun ikke ville. Og der blev det værre. Talen forsvandt og hun blev tydeligt irriteret, når hun ikke kunne svare rigtigt på sygeplejerskernes spørgsmål. Hun kendte svaret, men der kom andre ord ud.
Denne gang var det højre arm, som ikke rigtigt virkede. Den samme arm, som også havde lymfodem efter bryst-operationen. Den var tung af vædske. Genoptræningen gav lidt styrke tilbage – men ikke nok. Hun kunne bevæge fingrene men ikke holde fast på noget.
Armen blev tungere og tungere i årene efter. Men hun trænede og gav ikke op. Jeg måtte klippe hendes negle på hendes højre hånd, fordi hun ikke kunne gøre det med sin venstre. Hun var højrehåndet. Engang.
Sådan gik nogle år. Cirka hver tredje uge klippede jeg hendes negle. Og hun og min far kunne stadig leve deres liv med rejser, havearbejde, samvær med mange venner og hygge.
I januar i år blev mor syg. Influenza, sagde lægen. I februar fik hun konstateret kold lungebetændelse, fordi hun blev ved med at hoste. Infektionstallet var også for højt, så det ville lægen lige holde øje med.
I marts kom hun til kontrol for infektionstallet. Det var blevet endnu højere. Men det kunne jo stadig skyldes lungebetændelsen, sagde lægen.
Så bad min mor lægen om at kigge på hendes mave. Min mor havde tabt sig 12 kilo ved at følge en diæt, fordi hun syntes, hun var blevet for tyk. Men maven var stadig stor og det var uforståeligt, at den blev ved med at være så tyk.
Lægen sendte hende til nærmere undersøgelse.
“Nu skal du ikke blive bange, men jeg laver en henvisning til en kræftpakke – fordi så går det hurtigt. Det betyder ikke, at du har kræft”, sagde lægen.
Samme eftermiddag blev mor indkaldt til scanning dagen efter. Der var for meget, som lyste op – forkert.
Ny henvisning, endnu mere, som lyste op. Forkert. Der var også vand i den ene lunge. Lægen sagde, at hun skulle have is i maven og lade vand i lungen være vand – fordi de først skulle finde ud af, hvad det var for noget, som lyste forkert op i underlivet.
Så fik hun svært ved at trække vejret. Blev siddende i stolen, fordi hun ikke kunne gå ud til toilettet uden at blive forpustet.
Blev indkaldt til biopsi af livmoderen og en lymfekirtel i lysken.
Mens hun lå på sygehuset for at få det gjort, bad jeg sygeplejersken om at give hende ilt. “Hun mister jo sine kræfter, når hun ikke kan få ilt nok”.
Sygeplejersken zoomede ind og talte med en læge – afsted til røntgen af lungen. 1 liter vand – det skulle ud.
Hjertet galopperede med hjerteflimmer. Hjerteafdelingen overvågede hjertefunktionen.
Nu lå hun dér – med dræn i lungen, ilt i næsten og målere allevegne for at måle hjertet.
Jeg hjalp hende på toilettet med alt grejet, når hun havde brug for det. Var med. Var der. Sendte besked pr sms til min bror om, hvordan det gik.
Hun kom hjem – og et par dage senere afsted igen – fik denne gang tømt lungen for 1,2 liter vand.
Samtalen om biopsierne kom – og ja, mor havde ganske rigtigt kræft. I æggestokkene, i livmoderen, i lymfekirtlerne og på lungehinden. Operation var ikke mulig nu. Så kemo først – igen.
Tid bestilt til onkologerne og endnu en tur til sygehuset efter et par dage for at få tømt 2,5 liter vand af lungen. Det var nu tredje gang.
I overmorgen starter kemobehandlingerne. Min mor er desperat over, at hun ikke kan bevæge sig, at hun ikke kan være den stærke, aktive kvinde, som hun plejer at være. Hun er fortvivlet over, at hun ikke har så mange kræfter længere og frygtelig bange for, at hun ikke kan tåle kemobehandlingen, som er en af de rigtigt skrappe.
De siger, hun mister sit hår allerede efter første kemobehandling. Hun har fået bestilt en paryk, som er smart og ligner hendes eget hår.
I går gik det op for hende, at hun ikke selv kan tage den paryk på – med kun én fungerende arm og hånd. Hun græd i telefonen.
Jeg hækler en bølle-sommerhat til hende nu. Er ikke færdig og er bange for, at den bliver for stor.
Men den kan tages på med en hånd.
Kvinden 
Nye kommentarer